⭐⭐⭐⭐
Achy breaky heart.
Mr coolness himself entrerer scenen fra start af, og med tanke på komponisten og musikeren Jan Rørdams perfekte guitarhåndtering, samt omfattende musiske oeuvre, når man lige at tænke; er jeg gået forkert – for hvordan dælen passer det næsten alt for perfekte set up til en cabaret med countrymusik, en musikgenre med dybe rødder i det uperfekte, det menneskelige, kærlighed og svigt, druk, fattigdom og sølle eksistenser. Men så kommer skuespillerne Jesper Lohmann og Mette Marckmann ind i deres udtjente denim, og med et varmt smil og et enkelt blik de tre imellem, så ændres alt, og hele bugen på den gode båd Café Liva emmer pludselig af country når det er bedst – helt nede på jorden, og med en direkte forbindelse til de tætsiddende gæster i lokalet.
On the road again.
Willie Nelsons On the road again både indleder og afslutter cabareten på Café Liva, og det er netop følelsen af farende landevejsridder og rastløs sjæl der pakker cabareten fint ind, med velspillende Lohmann og Marckmann i flirtende front, og Rørdam med sublim strengeleg på barstolen bagved.
For alle 16 country sange vi hører fra trioens side, bliver leveret med indfølelse, forståelse og respekt, ikke bare for countrymusikkens historie og betydning verden over, men også for forbindelsen til nutiden, hvor Café Livas gæster bliver suget ind i stemningen, og skiftevis sidder med våde øjne og lysten til at synge med. Og det er præcis sådan det skal være, for det er jo det country kan.
Take me home country roads.
3 AKKORDER & SANDHEDEN spiller på Café Liva fra d. 25/4 – 1/6 2024
Foto: HEIN Photography