⭐⭐⭐⭐
Eskil findes død, skudt gennem øjet. En pistol findes i gården.
Lucas Svenssons DE BEFRIEDE er i princippet bygget op som en klassisk who-did-it-tv-krimi, hvor man starter med et offer, og så går tilbage for at finde gådens løsning i bedste Agatha Christie stil. Men det rigtigt interessante i forestillingen er de ubekendte faktorer, når Lucas Svensson lystigt blander fiktive karakterer med virkelige personer, som når den stille eksistens Eskils skæbne ubønhørligt flettes sammen med Werner Best, de tyske nazisters rigsbefuldmægtigede under besættelsen i Danmark.
I 2020 kan Danmark fejre 75-års jubilæet for befrielsen efter anden verdenskrig, og selv om historiebøgerne er fulde af facts, forklaringer og gennemarbejdede teorier om hvorfor og hvordan det kunne gå så galt, er krigen og danskernes involvering stadig en uafklaret affære fuld af gåder og spørgsmål.
Holdet af skuespillere er, ligesom i Republiques anden store efterårsforestilling LEHMAN BROTHERS, Henrik Lykkegaard, Johannes Lilleøre og Anders Budde Christensen. Et skønt og næsten fuldendt cast, der dog denne gang har fået Signe Egholm Olsen med på scenen. Og i det hele taget er det – på nær manuskript forfatter og instruktør – det samme hold der står bag de to forestillinger, hvis spilleperioder er flettet ind i hinanden hen over efteråret, og kører sideløbende på teatrets store scene.
Spændende eksperiment, men ikke uden faldgruber, for hvis man er blandt de heldige der ser begge forestillinger, er der meget i forestillingen DE BEFRIEDE der virker kraftigt under indflydelse af formen og det scenemæssige billede man har oplevet i LEHMAN BROTHERS. Ikke selve scenografien, som Magda Willi har gjort dansk hyggefarvet, men derimod tonen og hele måden hvorpå de fire skuespillere hopper fra rolle til rolle i samme scene, samt den ligeledes lystige hoppen frem og tilbage i tid, hvilket i Lucas Svenssons kriminaldrama skaber en forholdsvis forvirrende oplevelse.
Der er masser af fine enkeltstående præstationer i DE BEFRIEDE, og en scene som f.eks. frokosten på D’Angleterre, hvor Werner Best og Albert Eichmann spiser smørrebrød og diskuterer udlevering af danske jøder, er en perle. Lucas Svensson skriver både indlevende og nærgående, men stadig uden at udlevere sit offer fuldstændigt – ikke engang når det er nazister der sidder med ved bordet. Præcis som han i MUSSOLINIS DE 100 DAGE på Teater Får302 forstod at skildre fascisten Benito Mussolini med fornemmelse for Il Duces og fascismens lokkende toner, har Svensson i DE BEFRIEDE overskudsagtig sans for hvad Werner Best måske kunne indeholde. Det er fiktion, men det er fiktion iblandet alle de følelser og tanker vi stadig gør os om danskernes samarbejdspolitik og måde at omgås tysken på.
Lucas Svenssons DE BEFRIEDE er fiktion med tanke.
Foto: Karoline Liebermann