VILD MED DANS – THE MUSICAL // Østre Gasværk, Østerbro Teater

⭐⭐⭐

Kæmpeformat uden format.

Det må jo være giga-stort det her. Det er ikke mindre end en af nyere tids største TV succeser, der bliver omdannet til en storslået musical i et af kongerigets største og flotteste scenerum. Eller er det?

Den Reumertprisvindende dramatiker Thomas Markmann har skrevet manuskriptet til forestillingen, men det er desværre endt med en meget tynd historie, der slet ikke kan bære karaktererne ud over scenekanten. Bevares, flettet ind i en ung piges drøm om at blive stjerne, er der både en sød skilsmissehistorie og en klassisk nu-tager-jeg-mig-sammen-og-lægger-flasken-på-hylden-historie, men flere af replikkerne minder om en dårlig remake af Flashdance, og som helhed holder teksten ikke som selvstændig fortælling.

Jeg kan personlig godt lide musicals, og har intet imod at karaktererne i fortællingen er karikerede eller sat på spidsen, så længe musikken, dansen og sangen er i top. Men i VILD MED DANS – THE MUSICAL er det blevet et miskmask af sammensatte sange og tableauer, der slet ikke hænger sammen, og bare kører hurtigt hen over scenen. Den ellers vildt dygtige Rolf Heim er instruktør på forestillingen, og alene det er jo normalt et kvalitetsstempel, men her ser det ud som om han er blevet påduttet et format eller en iscenesættelse der ikke kan løftes.

En af de vigtigste elementer i TV-shows som Vild med dans er dommerne, og spændingen når der skal voteres og fældes dom. Men det har iscenesætterne af VILD MED DANS – THE MUSICAL valgt fuldstændig at udelade, så ikke engang en snert af virkelighedens dommerpanel er kommet med i forestillingen. Blot tørre konstateringer som ”nu er par nr 3 røget ud” er der blevet plads til. Brandærgerligt.

Forestillingens store cast er en blanding af gode dansere, sangere og skuespillere, og ja, sangerne James Sampson og Gry Trampedach leverer bestemt et par flot udførte sange – blot synd at de slet ikke fungerer som en del af fortællingen. Og ja, der er absolut enkelte danse der er både imponerende og veludførte, men igen – så fungerer de slet ikke i sammenhængen. Et stort lyspunkt var dog danse ensemblet, hvor specielt Anete Lotus Jensen strålede – de viste sig som noget af det bedste i forestillingen. Men heller ikke her formåede iscenesætterne at koble dans og historie tilfredsstillende.

Ligeså lokkende det må være at flyve tæt på solen, ligeså dybt kan man falde hvis vingerne ikke holder, så lad mig gøre det kort – i musikteater forestillingen VILD MED DANS – THE MUSICAL holder vingerne ikke.

Foto: Miklos Szabo

SE MERE