⭐⭐⭐⭐⭐

“He’s stuck in the mud in Marstal”

Iscenesætteren Judith Vindevogel fra det belgiske kompagni Walpurgis har det ukendte som sin største passion, og måske netop derfor er den danske forfatter Carsten Jensens 700 sider store værk VI, DE DRUKNEDE en udfordring hun ikke kunne komme uden om. I samarbejde med hollandske kompagni Bot (med speciale i udvikling af sitespecific og mekanisk musikdramatik), samt Kloppend Hert, det belgiske tværdisciplinære teaterkompagni med det store bankende hjerte, har Judith Vindevogel iscenesat en storslået forestilling, som nu opføres i den kæmpestore værftshal på havnen i Marstal.

Den smukke fortælling indledes i værftshallen med et kæmpe lydinferno fra trompeter, piano og trommer, samt mekaniske musikinstrumenter skabt af forhåndenværende materialer på havnen. Roen i Marstal er brudt, og historien om den stolte kaptajn Albert Madsen, enken Klara Friis, og den unge Knud Erik der drager til søs mod sin moders vilje, kan gå i gang.

”Når vi ser os selv i spejlet, ser vi hele Marstal”

Ensemblet er som sagt internationalt, men flere af de medvirkende har indlært tekststykker på dansk, så selv om forestillingens hovedsprog er engelsk, så er flere af de afgørende passager på et forståeligt dansk, og når der er hollandsk snak/sang, er det med danske tekster på værftets bagvæg.

Det er genialt set af Metropolis – Københavns Internationale Teater at få forestillingen bragt til Marstal, for værftets enorme rum, med dets vilde akustik, klangbund og resonans, er en gave til forestillingen, hvor de erfarne kompagniers ekspertise i mekanisk musik virkelig brager igennem. Georg Gearløs-agtige musikmaskiner med vand og piber, kæmpe træhammere og et maskingevær lavet af en gammel symaskine, er blot nogen af de helt vidunderlige mekaniske remedier der bruges i VI, DE DRUKNEDE, og når sopran Ana Naqe som enken Klara Friis samtidig oplader sin klare røst, så står tiden stille i Marstal.

Marstals beboere er afhængige af havet, skibene og handlen, men det er med bevidstheden om at en af to aldrig kommer tilbage, at mødre sender deres sønner på havet. Enken Klara Friis’ søn Knud Erik må derfor drage til søs uden sin mors accept, og savnet, bekymringen og billederne i Klara Friis’ hoved, er en vigtig del af fortællingen.

I see the sailors every night, I…
I see them drowning
Before it happens I am there, I… can see their faces
And there is nothing, nothing I can do.

Den albanske sopran Ana Naqe er et fund som enken Klara Friis, og når hun tilføjer sit følsomme violinspil til det ellers mekaniske musikunivers, er det som en forløsning af indestængte følelser, og jeg kan godt forstå at Carsten Jensen synes Vindevogels iscenesættelse rammer præcist.

Judith Vindevogel har formået at gøre Carsten Jensens kæmpeværk VI, DE DRUKNEDE, til 90 minutters storslået musikdramatik om havet og krigen, samhørighed og savn, de levende og de druknede. Men også en videreførelse af eviggyldige sandheder og problematikker, og ligningen med nutidens flygtningestrøm er klar, når den unge Knud Erik som nyudnævnt kaptajn skal beslutte om han vil vende skibet, og samle de mange druknende skibbrudne op af vandet.

”Når skibet er gået til bunds og du flyder rundt midt på havet, er det eneste du har lyst til, en cigaret”

Fra Stomp over opera til jazz og rap, samt smukke harmonier og korsang – musikteaterforestillingen VI, DE DRUKNEDE har det hele.

Foto: Ard Jongsma

SE MERE