⭐⭐⭐⭐⭐⭐
Dødsmessen indledes i en smuk mørk katedral, med korsang og messende stemmer fra ophøjede præster, der står sortklædt og utilnærmeligt på piedestaler. Efter en andægtig stund med de smukke toner i katedralen, fortsætter et akkordeon, slagtøj og piano den sakrale stemning i det tilstødende rum, hvor gæsterne nu kan sætte sig og overvære de seks tildækkede forkyndere indtage scenen.
Sådan indledes Christian Lollikes totalteaterforestilling DON JUAN – en musikdramatisk tolkning af Mozarts opera Don Giovanni – et frugtbart samarbejde mellem CPH Opera Festival og Teater Sort/Hvid.
Den første af de seks personer i lange sorte kjoler indleder sin arie, stadig med tildækket ansigt, og kontratenor Morten Groves vidunderlige stemme åbenbares. Det er med ham som med alle andre karakterer i denne forestilling, fuldstændig op til fortolkning, hvilket køn man ønsker at hæfte på denne karakter.
Musikerne – en angrebslysten Fei Nie på et klangfuldt og sart piano, koncertmester Mads Brauer med de vildeste elektroniske klang-manipulationer og synthesizer, Julie Holmegaard Schade i forgrunden med sit følsomme akkordeon, samt en helt igennem overnaturligt ekspressiv Ying-Hsueh Chen på et voksent sæt slagtøj – var præcis hvad en gal Mozart kunne ønske sig.
Og til Mozarts toner stod de seks mørkklædte forkyndere således frem, en efter en, og enten med de smukkeste arier, som Morten Grove og bassen Nicolai Elsberg, samt sopranerne Clara Thomsen og Margaux de Valensart, eller med ord, som skuespillerne Olaf Højgaard og Anne-Marie Curry, fortalte de historien om tidernes største forfører Don Juan, hvis dødsmesse vi alle var deltagere i på godt og ondt.
”Vi lander i den første seng i verden. Du blæste liv i min jord”
Ikke alle ville dog stå frem og hylde forføreren, flere fortalte historier om Don Juans væsen som den svigtende, den følelseskolde og den løgnagtige, og specielt en arie var ubetaleligt morsom, da den forladte elskerinde, sopranen Margaux de Valensart, måtte trøstespise chips mens hun fuldførte den.
Det var smukke tableauer på stribe, selvom hele seancen på scenen var hyllet i mørke, men intet mørke uden lys, og lysdesigner Morten Kolbak holder stilen hele dødsmessen igennem, hvilket skal have en stor del af æren for den vellykkede forestilling.
Og det sluttede ikke her – festen var blot lige begyndt. Efter vidnerne på scenen, blev vi budt velkommen i en natklub af Berlin/New York’ske dimensioner, hvor denne vanvittige totalteaterforestilling tog en ny drejning, og akrobater blandede sig med skuespillere og sangere. I en fælles champagnerus blev vi diverteret med gys og gru, da Cecilia Gosilla og Ylva Maia Havndrup bød på sabelslugernumre og slangemenneske-kunster, og den fantastiske Michel Tange van Leeuwen bød på sin nervepirrende luftakrobatik.
Men ingen nydelse uden smerte, og en meget lidt påklædt Olaf Højgaard forlod efter et stykke tid den meget lidenskabelige stemning, blot for at indtage balkonen, hvorfra han talte dunder om den fordærvede Don Juan og hans udskejende liv. Olaf Højgaard er på toppen i DON JUAN, både som skuespiller og tekstforfatter.
”Han pisser os ned i halsen, og vi gurgler hans pis”
Morten Grove og Nicolai Elsberg sang til hinanden hen over hovederne på os, og både bas og lyse toner nåede smukt på tværs af den sydende natklub. Excellent stemmekontrol hos d’herrer, som begge iført corsager og fjer var forførende som bare fanden. Helt i Don Juans ånd.
Alt i alt er DON JUAN fremragende totalteater med både mening og galskab, samt skuespil, musik og operaarier på højeste niveau.
Foto: Emilia Therese