⭐⭐⭐⭐⭐⭐
Uafrysteligt store følelser i Christine Albeck Børges spinkle skikkelse.
Når Christine Børge er i rummet, er det hendes rum. Den spinkle skikkelse indtager scenerummet med en selvfølgelighed, som enhver med noget på hjertet må misunde hende. Og i Liv Helms chokerende præcise iscenesættelse af den kræftramte Maria Gerhardts (Djuna Barnes) sidste litterære værk Transfervindue, legemliggør Christine Albeck Børge fortællingen, med envoldsom og svært beskrivelig inderlighed, der rammer dybt – og rammer præcist.
Når vi ankommer til Mellemgulvet i Skuespilhuset, er hun allerede på scenen – helt alene, tyst, smilende, lidt i baggrunden, og fuldt optaget af en imaginær boldleg med sit barn. Og så pludselig – uden det sædvanlige varsel fra et scenetæppe eller spot fra lamperne – står hun stille, og bare kigger på os.
De øjne som hun sender os, de ord som hun ganske sagte får frembragt, den fortælling om kræftens forbandelse som hun får listet ind i vores sind, er overvældende. Liv Helm har bearbejdet Djuna Barnes’ meget intime roman om den sidste tid på hospice – og det er fremragende iscenesat. Hvordan den intimitet i rummet opnås er nærmest ufatteligt, men opleves skal den. Det skylder vi Maria Gerhardt.
TRANSFERVINDUE:
Instruktør: Liv Helm
Komponist: Matilde Böcher
Skuespiller: Christine Børge
Kostumer: Anne Sofie Bruun
Tonemester: Rasmus Kreiner
Lysdesign: Egil Barclay Høgenni Hansen
Poducentassistent: Manda Jønsson
Forestillingsleder: Birthe D. Knudsen
Producent: Rikke Hedeager, Eventministeriet
Foto: Natascha Thiara Rydvald