⭐⭐⭐⭐⭐
Det er ikke en flugt – det er en jagt.
”Det er den første time, efter den sidste time”
Sådan indledes Thomas Bendixens forestilling om at miste sit barn. Når faren (Anders Juul) begynder at løbe fordi han har mistet sin datter, løber han af afmagt, og af desperation. Men også fordi han føler han opnår en nærmest svævende, fri, og kraftfuld tilstand, hvor kan trække vejret igen.
Anders Juul leverer en hæsblæsende intens præstation på løbebåndet, der på scenen repræsenterer hans tilstand, og rummer hele hans verden efter tabet. Bag ham viser digitale tal og bogstaver hvor langt han er før, eller efter, datterens død. Scenen skifter mellem nedtællingen til det uundgåelige, og den efterfølgende følelse af afmagt, og det evige løb.
”Vores sidste sommer i uvidenhed”
Rørende og fuld af kærlighed fortæller faren om familiens sidste tid sammen, om datterens uskyld, renhed, og lette sind, og understreger det urimelige i at netop hun skulle rammes.
”Nydelsen findes ikke længere”
Løbende, spurtende, prustende og grædende fortæller han om sine tanker og sit liv efter tabet – og intet kan bringe ham glæde. Kun tankerne om den mistede datter Ellen, og forbindelsen han føler stadig er der, giver ham kræfterne til at fortsætte.
Line Mørkebys dramatik er inspireret af journalist Anders Legarth Schmidts oplevelser og erfaringer som han lod komme til udtryk på sin blog i Politiken, og JEG LØBER er udviklet i Det Kongelige Teaters dramatikerlaboratorium KGL Dansk.
JEG LØBER er respektfuldt, excellent orkestreret ny dramatik – en tour de force i følelser.
