⭐⭐⭐⭐⭐
”Godt du kom Sokrates”
Platon er en af de største filosoffer vi kender til, og SYMPOSION er da også en filosofisk marathon der fortjent har fundet sin plads blandt de største værker fra antikken.
Den prisbelønnede sceneinstruktør Anja Behrens, der er en sand mester udi krydsrefererende dialog, har med SYMPOSION i Skuespilhuset skabt et moderne værk med næsten uhørt filosofisk tyngde. At Platon lader så mange af datidens store tænkere hylde Eros, for derefter at lade Sokrates pille deres taler og argumentation fra hinanden, er et genialt setup – og med Anja Behrens umiskendelige talent for fremstilling af filosofi, svig og kærlighed, så det rammer et moderne publikum, er ringen sluttet og et mesterværk skabt.
I SYMPOSION udstyrer Platon de store tænkere med tømmermænd, men i Behrens verden udvikler det sig til et bacchanal, hvor hyldest og store tanker går hånd i hånd med heftig lidenskab og opsvulmede kønsorganer. Det er dog selvfølgelig talen der er og bliver det vigtigste element i Platons værk, og i forestillingen i Skuespilhuset spiller det kongelige ensemble virkeligt med musklerne, og lader nærmest skuespillerne stå i kø for at brillere med deres hyldesttaler.
Er der flere, eller er der kun en Eros? Er det Eros’ nødvendighed der er det altafgørende? Er det hvad Eros er, eller hvad Eros har gjort for mennesket der er vigtigst? Er Eros den yngste blandt guderne, eller den ældste? Alle har deres egen mening og måde at hylde Eros på, og alle forsøger at fremstå både vise og smukke.
Smukt er det når modsætninger mødes, og den fnuglette Fanny Bernth nærmest forsvinder bag Peter Christoffersens muskuløse krop, når hun som Phaidros kravler rundt på Pausanias, der først formår at nyde Phaidos’ lidenskabelige elskov, for derefter at skjule sit lem og føde fem børn. Hvem sagde ligestilling.
Eller når Ernesto Piga Carbone som Aristophanes indtager scenograf Nathalie Mellbyes smukke gråmelerede marmor-scenerum med en giga flamingo guldpik, horn i panden og stepsko. Blot for at byde velkommen til det dobbelte menneske – Zeus’ hævn over de rebelske mennesker – som med fire ben og fire arme kommer humpende ind som et overskudslager fra BR-legetøj. Sammenstødet mellem på den ene side det elegante og ophøjede, og på den anden side det absurde og komiske, er fænomenalt.
Og Sokrates, hvis tekster og tanker jo er videreleveret af hans elev Platon, og dermed naturligvis indtager en statelig placering i enhver tekst, har klædeligt holdt sig tilbage hele aftenen, og ladet alle de storslåede talere hylde Eros. Lige indtil hun – i skikkelse af Karen-Lise Mynster – begynder at fortælle dem sandheden om Eros. For hvis Eros begærer det smukke og gode, og man må gå ud fra at man begærer det man ikke har, så er Eros jo hverken smuk eller god. Smukt turneret, og inderligt smukt fremstillet af Karen-Lise Mynster.
Anderledes uhyggeligt er det, når et tableau med hvidkalkede kroppe med masker møder deres modsætning i Mille Hoffmeyer Lehfeldts Alkibiades, hvis blodrøde ansigt vrænger af publikum, mens hun anklager Sokrates for svig, og en intens fælles tale af alle indledes under en sværm af insekter.
Hvis Eros ikke er en gud, så er han en Daimon. Anja Behrens har i SYMPOSION blandet Platons vid med egen vildskab, og født en forestilling der hylder lidenskaben og filosofien på lige vis.
”Kom du, Sokrates?”
Foto: Emilia Therese