SKAM 3 // Aveny-T

⭐⭐⭐⭐

Det er nu det sker

Stående midt ude mellem publikum står Isak og taler til os, med tilbageholdt åndedræt og oprigtig glæde strålende ud af øjnene. Det forskudte scenepodie bringer ham tæt på os, og man bliver øjeblikkelig grebet af Lue Dittmann Støvelbæks karakter, der i teaterforestillingen SKAM 3 er den unge mand Isak der endnu ikke helt har fundet sin seksualitet.

SKAM 3 er bearbejdet til teatret af dramatiker Line Mørkeby og instrueret af Anders Lundorph, og overførslen af den norske TV-serie til scenen er så intelligent udført, at hverken jeg eller min unge juniorreporter på noget tidspunkt savnede en remotekontrol med afbryderknap. Det var ellers min unge ledsagers største bekymring – at teatret ikke kunne matche TV’et – men fra første gang Isak begyndte at tale til os fra hjertet, så var vi begge fanget.

SKAM 3 er en moderne kærlighedshistorie med alle de følelser og faldgruber der findes, når en ung mand ved mødet med en anden mand bliver overvældet af en kærlighed og lidenskab han ikke troede mulig.

Den usikre Isaks ulmende lidenskab folder sig ud i mødet med den smukke og mere erfarne Even, som til gengæld skjuler en bipolar lidelse, som måske, måske ikke, står i vejen for gensidig kærlighed. Og Even, som spilles bevidst tilbageholdt og intenst af Nikolaj Groth, er allerede i et forhold med en pige, hvilket ikke gør det nemmere for Isak at tolke signalerne.

Jeg er ikke sådan en. Jeg kommer ikke til at gå med tights og mascara, og gå med i Priden

Da Isak bliver konfronteret med virkeligheden, kæmper han ikke bare med accepten hos venner og familie, men også med egne fordomme om homoseksualitet, hvor han desperat forsøger at definere sig selv overfor omverdenen. SKAM 3 handler ikke bare om homoseksualitet, men også om hvordan man som ung kan komme virkeligheden et godt stykke nærmere ved at betro sig til sine venner, der kan vise sig at være betydeligt klogere end man troede.

Lue Dittmann Støvelbæk er outstanding som den usikre Isak, og Nikolaj Groth er som den ældre Even både gådefuld og tiltrækkende som en sand homme fatale. Derudover bliver alle rollerne i omgangskreds og familie stukket ud på scenen af Isak, der også er den der råber SKIFT! når scenerne bliver for nærgående eller pinlige. Smart greb på Aveny-T, og det virker aldeles udmærket, da det unge cast med Andreas Dittmer, Nanna Finding Koppel, Ferdinand Gomez Glad Bak og Fanny Bornedal både spiller troværdigt og energisk i de mange roller.

Jon Stephensen står for den enkle men effektfulde scenografi der tillader spillerne at komme helt tæt på publikum, og inspireret af TV seriens mange tekstbeskeder og visuelle gimmicks, er SKAM 3 på Aveny-T blevet en helstøbt forestilling med både guf for hjertet og øjet.

Foto: Zuhal Kocan

SE MERE