Sceneblog mener:
Online teater, virtuelt teater eller digidramatik. Podcasts, hørespil og radiodrama – scenekunsten folder sig ud på mange måder for tiden. Nogle af formaterne har vi set før, enkelte har vi elsket eller hadet i længere tid, nogle af dem er ”blot” optagelser af rigtige scenekunst forestillinger, mens andre bliver dyrket og skabt lige nu – i en Corona karantæne tid hvor vi skal holde afstand pr regeringsdekret.
Og det helt legitime spørgsmål er, om det overhovedet bør betegnes som scenekunst. Men ikke desto mindre, er det primært disse formater der bydes ind med lige nu, og da der efterhånden er rigtig mange der vælger at præsentere deres værker virtuelt, fortjener de også at blive set – og vurderet.
Sceneblog valgte i starten af Coronakrisen slet ikke at anmelde disse værker, der ofte fremstod som lidt for sjuskede, lidt for tilfældigt produceret, eller simpelthen bare skabt som pauseunderholdning før vi ville være i gang igen, i troen på at denne næsten uvirkelige karantænesituation hurtigt ville være ovre.
Bevares, der var skam også ret hurtigt adskillige gode og gennemtænkte værker i spil, som f.eks. Sydhavn Teaters FuturX i P44 performanceformatet (forside foto), der næsten helt naturligt ”flød” over i den digitale verden, og præsenterede deres futuristiske verden med samme instruktør, men med live performerne på hver deres sted. Værket var ikke alene publikumsinddragende i og med at alle kunne kommentere via skærmen, men også fordi performerne kom med direkte opfordringer til tilskuerne om interaktion (se foto).
Følg med N ind i P’s grotte.
Eller dem med lidt flere muskler, der havde adgang til et ensemble og produktionsmidler der rakte lidt længere, og kom med straks-produktioner og initiativer som f.eks. Det Kongelige Teaters KGL Xtra univers, der nærmest flyder over med lækre visninger og streamingtiltag, samt scenekunstneriske hapsere der kan holde den værste scenesult i ave. Eller Østerbro Teaters Coronamonologerne – pragtfulde små monologer, hvor skuespillere fra øverste hylde sidder i deres karantæneramte virkeligheder, og fremfører fine tekster – skrevet til den tid vi befinder os i.
Men det var ligesom at det for ofte kom an på hvor mange ressourcer man havde at trække på i situationen, fremfor hvem der havde de bedste kreative idéer. Derfor valgte vi på Sceneblog at holde vejret indtil branchen havde fundet sine ben, og atter ville kunne kæmpe om publikums gunst på forholdsvis lige vilkår. Der var flere der undrede sig – eller var sure – over vi ikke ville anmelde, men det var nu vores valg. Mens andre valgte at fortsætte med at uddele stjerner og kritik til de nye formater, hvilket bestemt må betegnes som modigt, har vi på Sceneblog blot fortsat set og oplevet mest muligt, for at kunne forblive opdaterede på hvad branchen præsterer.
Danmarks Kulturminister kom for skade at stille spørgsmålstegn ved, om man må snakke kultur når folk ligger i respirator, eller dør på hospitalernes intensivafdelinger. Suzanne Brøggers skarpe coronamonolog, i kæften på Jeanett Albecks imponerende fugle gestalt, formulerer det således: ”Kan man tillade sig at danse og synge mens verden går under” Og svaret er selvfølgelig, at det kan man – og det skal man.
Og nu har vi så været i krisen så lang tid, at det ikke længere kan betragtes som en parentes, men en virkelighed hvori branchen må vise hvad den kan, vil og tør. De værker der nu bliver produceret og lagt frem til offentligheden, er professionelle bud på digitalt præsenteret scenekunst anno 2020, og er derfor klar til at blive set, vurderet og anmeldt.
Enkelte modige scenekunstaktører har valgt at holde fast i IRL momentet, og mødet med publikum – og har rykket livescenen ud af huset, og adskillige pop-up forestillinger kan lige nu opleves rundt omkring i Danmark. Og et stort tak for det – det rigtige møde kan ikke undværes på lang sigt.
Et af de smukkeste IRL tiltag jeg har oplevet i den sidste tid, var da Teatret ved Sorte Hest bød på ”Godnathistorier for de lokale”, hvor jeg – siddende udenfor i regnen – oplevede en bid af Female Gaze projektet spillet ud af en åbenstående dobbeltdør. Som billedteksten lyder: Vi var mindre end 500, vi sad med afstand og anstand, og regnen silede ned på Sorte Hests venligt udlånte paraplyer. Men fåreskindet og kaffen varmede, og det var næsten som at komme hjem.
Sceneblog kipper med flaget for en hårdt prøvet, men omstillingsparat scenekunstbranche, vi stornyder alle tiltag der holder fast i scenekunstens vidunderlige verden, og vi glæder os til at gå i kødet på de nye formater. Vi tænkte egentlig at 1. juni skulle være skæringsdatoen, men de sidste dage har budt på flere spændende produktioner, som betyder vi har tyvstartet, og vi offentliggør derfor en lille håndfuld anmeldelser her i pinseweekenden op til d. 1. juni.
Vi ses derude/derhjemme/i mørket.
foto/affotografering af skærme: Casper Koeller, Sceneblog