PROLOG pop-up: VI ER IKKE KØNNE NOK // Scenekunstskolen Prolog og Katinka på GROB + interview med skoleleder Freja Rault-Lykkeberg

VI ER IKKE KØNNE NOK er en af sangerinden Katinkas titler, som scenekunstskolen PROLOG på Nørrebrogade har fået lov til at lege med, og samarbejdet udmøntede sig i et fint lille pop-up event på Teater GROBs scene d. 16. november.

Syv elever, instrueret af Freja Rault-Lykkeberg, fortolkede Katinkas univers af ung kærlighed, ansvar, svigt og fremtidsdrømme, og det var dejligt at se hvordan de unge elever (18-25 år) gav sig fuldt ud på scenen, i fortællingerne der både var om unge – og nu også af unge.

 

 

I den nærmest ikke-eksisterende scenografi blev lamper fra GROBs kælderlager brugt effektivt, og lamperne var, ud over et lagen, det eneste element som de unge skuespillere in spe kunne læne sig op ad. Men med Katinka på scenen som fortælleren, der skabte både den lydlige og følelsesmæssige grundpræmis for den lille forestilling, fik tilskuerne i den udsolgte sal et fint bud på hvad scenekunstskolen PROLOG er ved at bibringe næste generation af skuespillere.

 

 

Ung kærlighed – nu med ukulele, på et lagen på den kolde jord ”fordi det var det, der var rent”. Det var fint ungdomsrealistisk drama som gik lige ind – ikke mindst var en scene med hele holdet, der holdt lamperne som babyer i deres arme, både virkelig morsom – og kærlig.

2000 meter i frit fald – men jeg er ikke bange.

Katinka er ikke for ingenting blevet kaldt Danmarks nye nationalskjald – hendes tekster er smukke, nøgne, ubarmhjertigt præcise – og uimodståelige. Sikke en gave til PROLOG, ikke bare at kunne prøve kræfter med hendes tekster, men også at have hende med på scenen i deres pop-up event.

Men hvad er egentlig PROLOG? Sceneblog interviewede skolens leder Freja Rault-Lykkeberg efter forestillingen – se med herunder.

foto & film: Casper Koeller, Sceneblog