⭐⭐⭐⭐⭐
” Pigs are pigs. Let me tell you some facts about pigs.”
Et landligt, åbent, og tilsyneladende uskyldigt scenerum er bygget op som en cirkusmanege, med en tværgående hængebro som truende sky over den røde dansevinyl. Vi, tilskuerne, er placeret rundt om manegen, og dermed alle inviteret meget tæt på Stephanie Thomasens ikke ufarlige univers af trin, holdninger, og uforbeholdent display af superb koreografisk kunnen.
En heftigt brummende bas går lige i mellemkødet, og PLEJER ER DØD – SAMBA kan begynde.
En danser med grisemaske indtager manegen, der viser sig at være alt for begrænsende til Uppercut Danseteaters vidtfavnende dansere Alessandro Sousa Pereira, Linn Fletcher, Mark Philip og Stephanie Thomasen, der sammen med percussionisten Alexander Skjold Henriksen tager dig med på den vildeste omgang rytmer og koreografi siden svinet Kammerat Napoleon foretog sin udrensning på Dyrenes Gård. Ikke for at sige at det er George Orwells ”Animal Farm” der har inspireret Stephanie Thomasen, men temaet i SAMBA, der er første del af trilogien PLEJER ER DØD, er grundlæggende de samme helt forkerte tendenser til magtliderlighed og udskamning som alt for mange mennesker har tillagt sig – og som alt for mange svin udøver.
Med en hæsblæsende upbeat koreografi lader Thomasen sine dansere udøve alle de magtforhold, intriger og forhåbninger, samt den ømhed og opståede hævntørst der udvikles i en gruppe, hvor den der har masken, har magten. For det er grisemasken der på samme tid skjuler og åbenbarer den indre svinehund, og masken der med hypnotisk magt får de andre til at følge trop. Med en formidabelt spillende Alexander Skjold Henriksen som percussionist styrer rytmerne tempoet i forestillingen, hvor danserne som trapezartister indtager hængebroen med største naturlighed, og en spand med griselort naturligvis bruges til at rulle sig i. Man er vel et svin.
PLEJER ER DØD – SAMBA spiller i Dansekapellet som udvalgt highlight under CPH Stage.
Foto: Badi Berber