Hvis man skal se, må man se med de øjne man har. Men ofte kan det være en fordel at lytte til hvad andre ser, når de kigger på det samme som en selv. Det er f.eks. ikke sikkert at en kvinde ser det samme som en mand, og specielt når det gælder en performanceinstallation som Det Ovale Rums PEEP(show), så tænker jeg – som kritiker – at jeg måske nok kan blive lidt klogere hvis jeg inviterer en kvinde indenfor i mit male gaze, mit syn på værket. Så Sceneblog inviterede derfor en klog kvinde med på Den Frie, og jeg vil således forsøge at inkorporere et female gaze i min anmeldelse.
Det feministiske performancekollektiv Det Ovale Rum har arbejdet med erotisk drevne oplevelsesinstallationer i en årrække, med formålet at udforske og aftabuisere den seksuelle lyst og det lystbårne møde mellem performer og beskuer. Og med PEEP(show) på Den Frie er formålet at udforske menneskets voyeuristiske og ekshibitionistiske tendenser – eller sagt ligeud: at udforske trangen til at belure og blive beluret.
Den kunstneriske leder af Det Ovale Rum, Darshika Karunahara, har ved et Open Call samlet et hold af performende deltagere til installationen, og i rækken af navne på de 20 STARS (som performerne i PEEP(show) kaldes) – hvor meget få af de deltagende står med eget fuldt navn – finder man navne som Purple Slut, Velvet Vixen, Worm Boy og L’animale. Om det bevidste valg af alias’er indgår i en form for identitetsdannelse, som performativiteten ofte ses som en nøgle til, eller det blot er en klassisk form for beskyttelse af det private, er ikke helt klart i installationen, men det er klart at navnene fra start af fik os til at tænke på klassisk porno.
Forud for selve visningen på Den Frie har gruppen af STARS deltaget i en række workshops, hvor de uden instruktør har eksperimenteret med aftabuisering af deres seksualitet og formidling af samme, og på Den Frie har de så muligheden for at vise resultatet frem i to dertil opstillede telt-kabiner, hvor performerne skiftes til at fremføre hvad de har arbejdet sig frem til.
Ved visningerne har publikum så mulighed for både at observere/filme de udøvende performere gennem et filmkamera i et lille hul til kabinen. Samt, på ophængte skærme, at følge med i hvad der bliver filmet – i realtime. Yderligere kan man, som undertegnede, prøve at se hvem der filmer hvad, hvem der zoomer ind på hvilken aktivitet, eller hvem der pludselig drejer kameraet væk, når seksualiteten bliver lidt for eksplicit. Men kan altså også vælge at observere dem der observerer andre.
Tilskuerne i rummet bliver ikke filmet selv, men de mange timers optagelser bliver efter visningerne på Den Frie mixet til en samlet film, som en form for endeligt resultat.
På samme måde som de valgte kunstnernavne, er flere af performerne meget bevidste om deres udtryk, som i flere tilfælde tager form af lyserøde trutmunde, slikkepinde og Lolitablikke direkte ind i kameraet, en udpræget jeg-er-der-for-din-skyld-attitude, og dermed igen en klassisk pornoficering med mandens begær for øje. Min ledsager og jeg var dog rørende enige om at der – desværre – ikke var noget ophidsende i den form for tilgang til seksualiteten. Her kunne det have været spændende med en instruktion af performerne, for at eksperimentere med forskellige tilgange til det voyeuristiske aspekt, men Det Ovale Rum har som sagt ladet det være en del af konceptet, at lade deltagerne udvikle selv – en slags devising.
Hvis man fokuserer på handlen, eller kontrakten med publikum, som er stærkt nødvendig indenfor iscenesatte møder og interaktionsbaserede performances, kan man sige at Det Ovale Rum givetvis efterlader mange publikummer i det uvisse, eller endda decideret skuffede – men omvendt, så rammer de plet med deres overordnede provokatoriske tilgang til den udstillede seksualitet, i og med at de efterlader os alle med spørgsmålet; hvem kigger egentlig på hvem?
Foto: Jasko Bobar