⭐⭐⭐⭐⭐
”Fædre de dør, og sådan er det”
Anna Malzer har i et attack af skrivevanvid – efter sin fars alt for tidlige død – skrevet et energisk, provokerende, opløftende og rørende ungdomsportræt, af en kvinde der er vokset op uden maskuline forbilleder.
I TATOVERING er Sara Fanta Traore er den unge kvinde med en far der har fået sin dødsdom, og nu ligger syg af kræft, 138 kilometer væk. Hun har kun besøgt ham 4-5 gange over de sidste par år, men kan ikke rigtig huske hvornår hun sidst har set ham.
Nana Morks er den 14-årige pige, der med nyudsprungne bryster vil erobre verden, og samtidig er den eneste pige i blokken, hvis far ikke holder øje med hvor hun er, eller hvornår hun kommer hjem. Hun ser sig selv og sit brændende underliv som en togstation der er sprunget i luften, og nu skal vises frem for omverdenen, præcis som de terrorbombede togstationer i London blev det.
”Det her skal ikke handle om mig. Men hvis det nu skulle….”
Sammen er Sara Fanta Traore og Nana Morks billedet på den unge kvinde i Malzers fortælling, om hvordan et liv former sig når man vokser op uden en faderskikkelse, og i det hele taget uden maskuline rollemodeller overhovedet. De taler hver for sig, og ud fra forskellige aldre. De taler om den samme, og i forskellige situationer, men baggrunden er fælles. De mundhugges, de er bevidste om hinandens eksistens, men der er ingen dialog på scenen. På scenen er de ét.
Det er helt genialt af Anna Malzer at lade kvindeportrættet manifesteres af to kvinder, og både den nyansatte Traore og den erfarne Morks, der har været på Mungo Park siden 2016, virker i Malzers instruktion så dybt inde i tankegangen hos den kvindelige karakter, at man som tilskuer til tider overruler sin logiske sans, og lader sig overmande af det intense, det vilde, det provokerende og det for mange uforklarlige i den pragtfulde tekst.
De to vilde skuespillere skriger, tumler og boltrer sig i Simone Batholins beskidte spejlscenografi, der rummer al den ensomhed og skam der kan opstøves på en forladt togstation klokken lort om natten, og både som pige og som kvinde, er stationen en præcis billedliggørelse af et liv uden faste holdepunkter.
”Hvem fuck har en hvid nystrøget skjorte på til en morgenfest? ”
Hun fortæller om sine teenageår, med butikschefen der vil kneppe den mindreårige butiksmedhjælper, men ender med grædende at må lade hende stikke af med poserne fyldt af mærkevarer, mod ikke at blive afsløret. Hun fortæller om vennen der ikke kan stave, men skal til Afghanistan som udsendt, og aldrig kommer hjem. Hun fortæller om det forhold til faren, der måske aldrig har været der, og hun fortæller om de søvnløse nætter hvor hun ligger og venter på en tanke der ikke handler om hende selv.
”Hvem fuck staver som en 10-årig, når man er i militæret? Det hænger sgu’ da ikke sammen”
Anna Malzer springer ud i dramatikken uden at vide om der er vand i bassinet, men ender hurtigt med at smide badevingerne og freestyle en 100meter til podieplads.
Svøm videre fru Teaterdirektør.
Foto: Catrine Zorn