⭐⭐⭐⭐
”Jeg skrev til den mand jeg elskede – det skulle slet ikke udgives”
Astrup & Bordoffs metaerotiske scenekunstværk excellerer i fængende tableauer.
På Husets Teater kan man for tiden opleve et særsyn, for den scene der oftest rent fysisk fremstår med en stram og minimalistisk tilgang til det skrevne ord, er for tiden udrustet med relikvier fra en svunden tid, med tunge møbler, stabler af bøger, guldindrammede malerier på væggene og en rustning i hjørnet af det tilrøgede kontor.
For Kirsten Astrup og Maria Bordoff har taget udfordringen op, og i regi af den kuraterede gæstespilsscene Toaster, præsenterer kunstnerduoen et fascinerende scenedokument på Husets Teater, med deres metaerotiske fortælling om tilblivelsen af klassikeren O’S HISTORIE.
Det røgfyldte kontor vi befinder os i, tilhører chefredaktøren Jean Paulhan – smukt, og med fascinerende fransk attitude spillet af Anders Mossling – og det er her vi også finder forfatteren Anne Desclos, der er håbløst forelsket i den erfarne og stilige chefredaktør. Anne, der spilles af Özlem Saglanmak i en noget nær perfekt præstation, føler hun er ved at miste sin tiltrækningskraft på den aldrende Jean, og skriver derfor en dampende hed erotisk fortælling – en fortælling hun som en sand Sheherazade fortsætter og holder ved lige for at holde Jeans begær i live.
”Jeg skrev til den mand jeg elskede – det skulle slet ikke udgives”
Og det er netop dette dilemma som Astrup & Bordoff italesætter i deres scenekunstværk, hvor Anne Desclos ønske om kærlighed udmønter sig i det kvindelige svar på Marquis de Sades fortællinger, en chance som den drevne redaktør og hans ven, den uafhængige forlægger Jean-Jacques Pauvert, straks griber grådigt. Kvindens litteratur bliver dermed med ét mandens guldåre.
Forlæggeren Pauvert, der i forvejen udgiver Marquis de Sades erotiske fortællinger og er en forkæmper for ytringsfrihed, spilles med finesse af Anton Hjejle, og sammen med Mosslings fornemme og selvglade redaktør Paulhan, er de det perfekte billede på en kunstelite der uden blusel tager æren for alt – tykt understreget med en positur og et blitzlys, hver gang de har sagt noget om sig selv. Manifique.
Og for at forestillingen ikke skal få slagside, har Astrup & Bordoff tilføjet en fortæller – Isa Marie Henningsen – der klædt i fuld rustning som en Jeanne d’Arc sørger for at sandheden kommer frem, og trækker sin fleuret når der er kvinder i fare.
”Og fra da af, var der ikke flere vildfarne slag”
Den erotiske roman O’S HISTORIE emmer af pisk, tvang og underkastelse i et drivende vådt seksuelt miljø, men i Astrup & Bordoffs metaerotiske scenekunstværk på Husets Teater får vi fortællingen bag fortællingen, præsenteret gennem superbt gennemførte tableauer der fastholder og formidler det skete.
O’S HISTORIE spiller på Husets Teater fra d. 30. april til d. 28. maj 2022.
Foto: Karoline Lieberkind
2 tanker om “O’S HISTORIE // Astrup & Bordoff, Toaster på Husets Teater”
Der er lukket for kommentarer.