⭐⭐⭐⭐
”Guderne siger, blot et enkelt blik vil føre døden med sig, men min kærlighed byder mig at kigge”
Det kunne lyde som Danmark i 2020 med statsministerens Corona nærheds-forbud, men er rent faktisk Orfeus’ dilemma i Monteverdis mesterværk fra 1607. Strøet udover foråret præsenterer operachef John Fulljames en serie af græske operaer, og lige nu er det historien om Orfeus. Med Concerto Copenhagen i graven fortælles den dramatiske historie om kærlighed og sorg, hvor den nygifte Orfeus mister sin elskede Eurydike, tager til dødsriget for at hente hende tilbage til livet, men under rejsen tilbage mister hende for altid, da han sender Eurydike et stjålent blik, og dermed forbryder sig mod den eneste regel guderne har sat.
”Uretfærdige stjerner, griske himmel”
Concerto Copenhagen og Lars Ulrik Mortensen er i en klasse for sig, når det gælder fortolkninger af barokmusik og renæssancens mesterværker, og i ORFEUS giver de narrativet i musikken den ultimative ramme, når de udfolder deres kunst med usvigelig præcision og kærlighed til Monteverdis toner.
Baryton tenoren Marc Maullion er en overbevisende Orfeus, og med et fint ensemble bestående af både erfarne kræfter og unge talenter fra Operaakademiet, udfoldes den sorgfulde historie som et pust af forår i scenograf Ben Baurs minimalistiske verden. Når de unge sangere præsenterer Orfeus og Eurydikes bryllup er det med blink i øjet, heftige streetmoves, og booty shakin’ så cembaloet skælver.
Den spinkle kontratenor Thomas Lichteneckers kæmpe stemme er en ekstraordinær oplevelse i Monteverdis ORFEUS på Gamle Scene, og som helhed er sangernes vilde koloraturer i det minimalistisk opbyggede scenerum en nydelse. Det er ikke bare formidabelt rent sangmæssigt, men det giver også en overraskende præcis oplevelse af Concerto Copenhagens kunnen, når koncertmester Hannah Tibell og CoCo med instrumenter som Harpe, Cembalo, Theorbe og barokguitar, lader akkorderne understrege karakterernes følelser.
”Min lyre fortjener stor hyldest” siger Orfeus i Monteverdis smukke værk i 1607, jeg retter elegant hyldesten mod Concerto Copenhagen i 2020.
Foto: Miklos Szabo
En tanke om “ORFEUS // Concerto Copenhagen & Den Kongelige Opera, Gl Scene, Det Kongelige Teater”
Der er lukket for kommentarer.