IDOMENEO // Operaen, Det Kongelige Teater

⭐⭐⭐⭐⭐

En helt anden forestilling?

Iscenesætter Robert Carsen elsker det storladne, og har som sit adelsmærke evnen til at skabe rum og stemninger med mennesker og kroppe, som f.eks. i hans smukke opera Dialogues des Carmélites på Nationaloperaen i Holland. Så når operachef John Fulljames, af hensyn til Corona virussen og sikkerheden for sine ansatte, fjerner 50% af det kæmpe opbud af special-castede statister som indgår i IDOMENEO, vil hele ideen bag det store værk så forsvinde?

Svaret er NEJ.

Sceneblog var til Det Kongelige Teaters sidste forestilling, Robert Carsens IDOMENEO i Operaen, få timer før de lukkede hele teatret ned p.g.a. Corona virussen.

Forestillingen var i sidste øjeblik blevet ramt af virkeligheden, og operachef John Fulljames havde af hensyn til sikkerheden for sine ansatte, fjernet 50% af det kæmpe opbud af statister. I flere scener står og ligger de mange medvirkende i grupper på scenen, bl.a. i en rørende scene fra den krigshærgede by Sidon, hvor ligene ligger i kæmpe bunker i gaderne. Men også i glædesscener, hvor kys og knus deles flittigt ud, bliver det svært at efterkomme ønsket om afstand mellem personerne.

Så selv om der givetvis vil være dem der mener, at man ikke kan tillade sig at skære i en kunstners værk på den måde, valgte Fulljames at sætte sine medarbejderes sikkerhed i første række. Så i den sidste forestilling før nedlukningen, skabte Fulljames på den måde bogstaveligt talt luft mellem de medvirkende – præcis som Det Kongelige Teater havde gjort ved kun at sælge hver anden billet, så publikum sad med luft imellem sig.

Kæmpe respekt for den britiske operachef, der med sin Cambridge University uddannelse i fysik ved alt om farlige forbindelser, og rent kunstnerisk var der heller intet at udsætte på beslutningen.

IDOMENEO – Mozarts episke værk om kongen af Kreta, der for at overleve Neptuns oppiskede hav, må love havguden at ofre den første han ser når han kommer i land, er en af de enkleste og smukke, men dog sørgeligste operaer der findes.

Kong Idomeneo ser som den første på stranden sin egen søn Idamante, undviger drabet og sender sin søn bort, og må derefter kæmpe med valget mellem kærligheden til sin søn, og kærligheden til sit land og folk, der efterfølgende bliver ramt af Neptuns grusomme vrede. Historien er fyldt med klassiske dilemmaer og problemstillinger, både i far/søn forholdet og grækerne/trojanernes konfliktfyldte forhold, samt det helt store spørgsmål om fædrelandskærlighed kontra kærligheden til sine børn. Hvad gør en rigtig konge, for at overleve med æren i behold?

Og hvem andre end Niels Jørgen Riis – med sit Bornholmske ophav – kan bære rollen som konge og beskytter af øen Kreta, hvem andre end Riis kan synge så magtfuldt som det kræves at synge guderne imod. Niels Jørgen Riis er brillant som Idomeneo, og i samspillet med den evigt unge, og vidunderligt velsyngende Gert Henning-Jensen som Idamante, er IDOMENEO tre timers ren nydelse.

I Robert Carsens modige iscenesættelse på Operaen, er fortællingen om trojanere, grækere og havguder rykket til et meget nutidigt univers, hvor forhutlede mennesker med dunjakker, hættetrøjer, tæpper og store tasker, fra start af klynger sig til hegnet mod friheden og det åbne hav. Parallellerne til nutidens flygtningestrømme står i kø.

Mit hjerte blev slave, før jeg opdagede jeg var fange

Margaux de Valensart er den trojanske prinsesse Ilia der kæmper for sit tilfangetagne folk, samtidig med at hun forelsker sig i den unge prins Idamante, grækeren i spidsen for deres fangevogtere. Klassisk sunget kærlighed på højt plan, og ligeså klassisk som Stockholm Syndromet er, ligeså karismatisk er Margaux de Valensart på scenen, hvor hendes udstråling står i flot kontrast til Robert Carsens grå strand og truende mørke himmel.

I IDOMENEO lægger Will Dukes imponerende videodesign mange meters dybde til Operaens store scene, og specielt når guderne viser tænder med storm og torden, er resultatet blændende. Sine Bundgaard synger partiet som Elektra der føler sig svigtet i kampen om Idamantes kærlighed, og når Elektra synger sine ildevarslende trusler og klager sin nød, er det Will Dukes videoprojektioner der løfter dem helt ud i scenerummet.

Robert Carsens iscenesættelse af Mozarts IDOMENEO på Operaen er storslået i enhver henseende, og selv når man i krisetider, for en enkelt aften, bliver nødt til at fjerne 50% af de medvirkende, så står forestillingen tilbage som et pragtstykke fra den græske sagnverden.

Foto: Miklos Szabo

SE MERE