Anmeldelse af Teatermenuen på NIMB Brasserie i Tivoli.
Bare fordi man er et brasserie, behøver man jo ikke at gå ned på indretning og belysning, og da slet ikke når man som NIMB Brasserie ligger i TIVOLI, der er kendt for sit altid overdådige lysdesign. Så derfor tog det tophyggelige brasserie allerede de første point hos Sceneblogs udsendte, da vi så Bernardi loftslampen fra den kendte hoteldesigner Theo Eicholtz. En klassisk hotellampe, der uden at virke anmassende formår at fylde brasseriet på sin helt egen tilbagelænede luksuriøse måde, og kaste et blødt lys på tjenernes skarpe sort/hvide outfit. Kræs for en gammel tjener som undertegnede.
Men nu var vi der jo p.g.a. Teatermenuen, så vi skifter straks emne, og fokuserer på brasseriets lækkerier, som vi afprøvede før vi skulle i Tivolis Koncertsal, til Askepot The Musical.
Retterne på Teatermenuen skiftes jævnligt ud, da de naturligvis følger årstiderne og hvad der er på markederne lige nu. Men kig efter på hjemmesiden hvilke lækkerier kokken har på kortet, lige den dato du skal ind og opleve et show eller en forestilling i Tivoli.
Vi startede med at flotte os, og fik et glas Ruinart Brut Champagne skænket i glasset, hvilket var lige hvad min ledsager havde håbet på, for hun sætter stor pris på en vin der hverken er tør eller hård i boblen.
Så vi sad og smilede stort da første ret kom på bordet, en perfekt skovlet quenelle på hvid fisk, hvor både smagen af torsk og rejer meldte sig og smilede tilbage.
Og selv om kokkens smukke quenelle spillede hovedrollen i forretten, så var tallerkenen fuld af smagsindtryk. For den elegante lille fiskedelle blev nemlig serveret med ristede hasselnødder og en flage af skøn blomkål – samt en lille knasende pandestegt torskerogn – alt sammen serveret i en samlende blåmuslingebisque, der blev hældt op ved bordet. Forretten var præcis som den skulle være – velafbalanceret, gennemtænkt, og med gode smage der ikke overdøvede hinanden.
Til fiskeretten fik vi et glas Pouilly-Fumé, La Villadiére, og Sauvignon Blanc druen var ikke bare vederkvægende, men var med sin saftige fornemmelse helt perfekt til både fisken og den blåmuslingebisque fisken blev serveret i.
Og mens vi så sad og kiggede på brasseriets mauriske vinduer ind mod Tivoli, og nød den gode plads ved bordet – og i øvrigt også mellem bordene – så kiggede vi rundt i brasseriet på NIMB, og lagde mærke til de mange fine detaljer som indretningen byder på. Der er ikke overfyldt med nips, men der er adskillige små kunstværker og spændende detaljer der fortjener et vågent øje – bl.a. en mindre bulldog-statue på gulvet, som vi hurtigt blev enige om bare var so cute. Og da de kompetente tjenere havde helt styr på tiden, var det oplagt at lade øjnene vandre.
Men statuer og vinduer er en ting, maden er dog det vigtigste når man prøver en Teatermenu, og snart kom hovedretten da også på bordet – farseret perlehøne.
Man kan servere retter så kunstnerisk, at man næsten ikke tør sætte gaflen i maden, og det er da bestemt også en oplevelse. Men der er også køkkenchefer der prioriterer smagen, og serverer deres veltillavede mad på en tallerken så den er lige til at spise. Og sådan vil jeg beskrive NIMB Brasseries hovedret, for den ligger i al sin enkelthed på tallerkenen som den er, og man kan fra start af se hvad man får.
Perlehønebrystet var farseret med andehjerter og overhældt med en crumble af kyllingeskind, og den grydestegte blomkål med urtepesto lå også bare og gjorde sig til på tallerkenen, der ellers var domineret af en heftig portion sifon trøffelsauce, der overraskede i sin lyse, luftige form.
Og sammen var de tre elementer på tallerken et rigtigt godt match, hvor en puré af trøffel også åbenbarede sig under blomkålen, og farsens fasthed ophævedes af sifonens skum. Igen, ligesom forretten, en gennemtænkt servering hvor smagene spiller op mod hinanden, men kun som dril – ikke noget stort slagsmål på tallerkenen her.
Og selvfølgelig havde brasseriets sommelier fundet en vin frem fra kælderen der matchede farsen og de markante trøfler, for den Bourgogne Pinot Noir – Domaine des Varoilles der blev hældt i glasset, var megatør, men skøn som køligt serveret vin til den lidt tungere hovedret, der med trøfler og svampe var virkelig kraftig i smagsindtrykket.
Når man skal til en forestilling kl 20.00, foreslår NIMB Brasserie at man indtager bordet ml. 17-17.45, og da jeg elsker at være i god tid til en premiere, satte vi os ved bordet kl 17.00. Og da Teatermenuen er på to retter, har man aldeles god tid til at nyde maden – faktisk så god tid, at man efter hovedretten er indtaget kan spørge til hvilke desserter de egentlig har. Som sagt, så gjort, og vi fik derfor en ekstra ret serveret, som altså lige som den indledende Champagne ligger uden for selve Teatermenuen – det er helt dit eget valg om du synes du har plads i maven og tid til lidt ekstra læks.
Og ekstra læks var det, da den hvide chokolade Panna cotta blev serveret.
Den hvide chokolade trender for tiden i de københavnske restauranter, og som her, serveret som Panna cotta med broken gel på passionsfrugt, skal der ikke lyde noget brok over den trend. For ud over den nævnte broken gel var der også en skøn passionsfrugt sorbet og et par kække twills placeret strategisk på chokoladen, der til sidst var blevet overstrøet med småkagecrumble og garneret med rød skovsyre.
Til desserten fik vi et nydeligt glas Ockfen Riesling Spätlese fra 2016, og med den som beilage til Panna cottaen kunne vi ikke bede om mere. Jeg ved godt det næsten lyder som en reklame for et kendt tysk chokolademærke, men om NIMB Brasseriets hvide chokoladedessert kan man kun sige; enkelt, præcist, godt.
Og ja, alt foregik i ro og mag, vores tjener på NIMB Brasserie var både afslappet og professionel, og vi nåede i Tivolis Koncertsal i rigtig fin tid – den sidste, men meget vigtige detalje ved en teatermenu.
Ses vi i Tivoli?
Foto: Sceneblog