⭐⭐⭐⭐
Kongedatterens sorg overtrumfes af lysten til livet, når den spanske sopran Serena Sáenz folder sig ud i Katie Mitchells dekonstruktion af ARIADNE PÅ NAXOS.
Når den britiske iscenesætter Katie Mitchell tager livtag med Strauss og Hofmannsthals ARIADNE PÅ NAXOS, er det som at sætte ræven til at vogte gæs, for Mitchell er mindst lige så provokerende og nyskabende i sin tilgang til det eksisterende, som det tysk/østrigske makkerpar var i deres tid.
Så selv om Strauss og Hofmannsthals ARIADNE PÅ NAXOS er blevet kaldt verdens mærkeligste opera, er der ingen risiko for at Mitchell skulle finde på at glatte ud, tone ned, eller simplificere operaen. Nærmest tværtimod – for i denne opsætning, der er skabt i samarbejde med Festival d’Aix-en-Provence, Finnish National Opera og Opéra national de Paris, er Katie Mitchell – som sædvanlig, fristes man til at sige – i sit dekonstruktivistiske lune. Den handling, der med en hoben af karakterer i en metafortælling om to teatertrupper der mod deres vilje skal optræde sammen, er i forvejen er snørklet og krøllet, men Mitchell piller dem fra hinanden, og tilføjer flere lag til komedien.
Recap: Den oprindelige fortælling i græsk mytologi handler om kongedatteren Ariadne, der forelskede sig i den græske helt Theseus, og gav ham et sværd og et garnnøgle, så han kunne nedkæmpe uhyret Minotauros og redde sig ud af labyrinten. Men Theseus forelskede sig i Ariadnes lillesøster, og efterlod derfor Ariadne på øen Naxos, hvor hun blev fundet af Dionysos der gjorde hende til sin hustru. Alt imens Theseus blev hersker over Athen med lillesøsteren ved sin side. Kort sagt en historie om kærlighed, svigt og sorg.
I Strauss og Hofmannsthals metahistorie er det så denne mytologiske fortælling, som et seriøst operakompagni vil opføre hos det velhavende herskab i Wien, mens den mere frivole commedia dell’arte-gruppe – med comedienne Zerbinetta i front – bare vil underholde, så aftenens gæster morer sig mest muligt. Og clouet er så, at herskaberne bestemmer sig for at både operaen og komedien skal opføres samtidigt – det må de to teatergrupper da kunne samarbejde om.
Katie Mitchells iscenesættelse er taget frem i tiden, den oprindelige operas mæcen der financierer den kulturelle aften er udskiftet med et velhaverpar, øen Naxos er i Chloe Lamfords scenografi et spisebord på lidt udstrøet sand, og i det hele taget har Mitchell tilføjet operaen et kontemporært skær der klæder den, og en kæk finte til sidst, om at det måske ville være godt med mere humor i operaer. Men nemmere at hitte rede i – det er den ikke blevet.
Det er den litauiske dirigent Giedre Šlekytė der står foran et Strauss kyndigt kapel i graven, og Det Kongelige Kapel må siges at begå sig upåklageligt i de velkendte toner.
Ariadne synges flot af Ann Petersen, der med masser af stamina og patos fylder scenen til randen med sorg og bekymring over sin mistede kærlighed. Og hendes modspil, den letbenede og positive Zerbinetta, synges overbevisende smukt af den spanske sopran Serena Sáenz, der til sidst får overbevist Ariadne om at forelske sig igen – for kun sådan får hun livslysten tilbage.
Også Elisabeth Jansson er endnu en gang storartet syngende på Operaens store scene, denne gang som den fornærmede komponist, der egentlig ikke vil finde sig i at herskabet har hyret et letbenet show til at optræde efter hendes nyskrevne opera, men dog bliver, for det er jo herskabet der betaler hendes løn.
Og operaen i operaen? Den forløber alt andet end som planlagt, men med Zerbinetta og hendes trups sans for improvisation, reddes aftenen for både de få af herskabets gæster som endnu ikke er gået under bordet, samt for Ariadne, der må sande at en forelskelse var lige hvad der skulle til for at blive glad igen. Zerbinetta fik ret.
Foto: Miklos Szabo