⭐⭐⭐⭐⭐⭐
”Jeg har altid en exit strategi – altid en flugtvej parat”
I Tue Bierings socialrealistiske forestilling MY DEER HUNTER er der ingen skuespillere med. Til gengæld har Fix & Foxy inviteret fire danske veteraner på scenen, for at fortælle deres historie. For at fortælle omverdenen, hvad krig gør ved mennesker.
”det går op for mig, at jeg er blevet til en af veteranerne ude i skoven”
I Michael Ciminos amerikanske film fra 1978, The Deer Hunter, søger veteranerne efter hjemkomsten fra Vietnam krigen ud i de omkringliggende skove, fordi de ikke kan klare almindelig omgang med mennesker længere – krigen sidder stadig i dem – de er forandret for altid.
Det er de fire danske veteraner i MY DEER HUNTER også, de bliver aldrig de samme mennesker igen. Og det er netop udgangspunktet for Fix & Foxys arbejde med et problem der længe har været tabubelagt, de stolte krigere der kommer hjem, ødelagte og nedbrudte. Kvinden og de tre mænd har været udsendt som soldater for Danmark, og dette er deres historier, fortalt på deres præmisser. Vidt forskellige mennesker, med forskelligt udgangspunkt og baggrunde, men alle fire tiltrukket af militærets verden, og alle fire vendt hjem fra krigene med seriøse psykiske problemer.
På scenen ser vi en dagligstue, og alt ånder fred og idyl på Betty Nansen Teatrets scene Edison, hvor publikum sidder rundt om scenen og venter. De fire veteraner er tydeligvis ikke scenevante, men begynder så småt at fortælle hvordan de har det lige nu.
”Jeg føler mig udsat. ”
“Jeg har en stor udfordring; Jer, publikum! ”
”Her, en masse mennesker, der sikkert stemmer på Enhedslisten”
En efter en fortæller de om det svære ved at skulle åbne sig, det svære ved at skulle fortælle om sin skam og sine inderste tanker, til et stort publikum af ukendte mennesker. Men med filmklassikeren The Deer Hunter som guide fortæller de hele historien, fra indkaldelse og afrejse, over ankomst og kampe i et fremmed land, til hjemkomst, skam, og diagnosen Posttraumatisk stresslidelse – PTSD.
Med filmkameraer på rullestativer følger de hinanden, så man både på afstand ser mennesket der taler, og skærme der tæt på, i detaljen, viser hver en trækning, hvert et bekymret øjenbryn der fortæller historien om de ramte soldater.
”Rutinerne er vigtigst”
Mareridt og tankemylder gør dem trætte, lysten til at stikke af er konstant, selvmordstanker og kontroltab er hverdag. PTSD diagnoserne er ikke for skæg, selv om både fagforeninger og myndigheder er uvillige til at hjælpe, og mange stadig tror at det er noget man finder på fordi man er doven. Men klappen går ned på forskellig vis, sammenbruddene fører til diagnoser, og alle er nu kraftigt medicinerede.
Med familiealbummet fremme fortæller Jonas Hjorth Andersen, Nicolai Stokholm Sondrup-Otsen, Palle Würtz og Sara la Cour modigt om barndom og opvækst, og vi får hurtigt lært mennesket bag soldaten at kende. En lærte at gå på jagt og skyde som 7-årig, en anden var mere til halballer, og andre kom fra familier der stillede store krav til deres børn – kort sagt, meget forskellige, ganske almindelige mennesker. Men et havde de til fælles, de var draget af militæret, og de ville alle vise hvad de kunne.
”jeg smiler – hun græder”
De fortæller om deres første udsendelser, og helt ned i detaljen fortælles om afskeden med familien, og tankerne om fremtiden. I scenograf Ida Grarups dagligstuescene fortæller de fire soldater om ankomsten til et fremmed land, om at få geværet stukket i hånden, og samtidig med en soldat flår et rådyr på scenens køkkenbord, til tonerne af Louise Alenius der nynner med symfonisk styrke, fortæller en anden soldat om det at tage et liv for første gang. Kontrasterne fremhæves og pointerne tydeliggøres i Fix & Foxys MY DEER HUNTER.
Og mens en mandlig soldat sidder og fyrer sexistiske jokes af – fortæller den kvindelige soldat om det svigt hun oplevede, da hun overhørte mændene i sin deling snakke om hende som et stykke kød. De samme mænd som hun betroede sit liv, de samme mænd som hun vil forsvare med sit liv – de mænd, til hvem hun siger; jeg har din ryg. MY DEER HUNTER peger ikke fingre, men fremhæver hvordan deltagelse i en krig kan ødelægge mennesker på mange måder.
”jeg er ikke længere det menneske jeg var”
Da de fire veteraner til sidst sidder omkring bordet, og reflekterer over hvor de er i dag, og hvordan deres fremtid måske ser ud, er der ingen blandt publikummet på Edison der ikke er berørte, og følelsen af at have overværet noget vigtigt er udbredt. Tue Biering og Fix & Foxy rammer os lige der hvor vi er mest følsomme, i vores uvidenhed om en verden fuld af glory and honour – og ødelagte mennesker.
Men måske er der håb endnu, for som en af veteranerne sagde mod slutningen;
”Jeg er nu begyndt at gå med blomstret skjorte og skrive digte, og tænker, at måske er alle dem der stemmer på Enhedslisten også mennesker”
Fix & Foxys socialrealistiske MY DEER HUNTER er fremragende, fremsynet og bevidst om sit ansvar. Spiller på Betty Nansen Teatrets anneksscene Edison i nov-dec 2020.
Foto: Søren Meisner