SE PÅ MIG NÅR JEG TALER TIL DIG // Husets Teater

⭐⭐⭐⭐⭐

Giftes med farmand – for farmand er så rar.

Hvor mange gange har man ikke hørt de klassiske toner, og tænkt, at det da var den sødeste lille sang. Og så kom tiden, hvor man pludselig gik og fik helt forkerte tanker når man hørte den.

Da Monika Isakstuens skuespil Se på meg når jeg snakker til deg i 2018 udkom i bogform i Norge, blev det mødt med anmeldelser, der fremhævede at det var så godt, at skuespillet kunne læses i bogform – ”et bevis på at skuespill også er til for å leses” som Aftenposten skrev.

Men selvfølgelig skulle Isakstuens fremragende dramatikerdebut iscenesættes, og efter med succes at være blevet opsat på norske Rogaland Teater, er SE PÅ MIG NÅR JEG TALER TIL DIG nu blevet hentet til Danmark af Husets Teater, i co-produktion med Odense Teater og Peter Dupont Weiss.

Monika Isakstuens intense tekst, om tabuiserede emner som vold og seksuel tiltrækning i relationen mellem forældre og børn, er et sjældent indspark i en verden alle ved findes, men de færreste vil røre ved. Og en iscenesættelse er en udfordring som ikke bare kræver en konstant, koncentreret indsats fra instruktøren Peter Dupont Weiss’ side, men også skuespillere fra allerhøjeste hylde. Skuespillere der formår kunsten at sætte sig ind i tanker, der volder mange svært at tænke færdig, og ikke mindst – at formidle det videre til publikum, uden at efterlade nogen på perronen. Og præcis sådan er Sarah Boberg og Morten Hauch-Fausbøll – de to absolut fremragende skuespillere, der i SE PÅ MIG NÅR JEG TALER TIL DIG får fortalt Monika Isakstuens historie knivskarpt på Husets Teater

Sket er sket – og spist er spist. Nu skal vi alle være venner

Som ræven i Hakkebakkeskoven forsøger familien at fortrænge hændelser der ikke burde være sket, og komme videre. Som offer for overgreb forsøger barnet at tilgive, og som rædselsslagen forælder forsøger både han og hun at fortrænge opståede følelser og tiltrækning af seksuel karakter. Boberg og Hauch-Fausbøll spiller både mor og søn, og bagefter far og datter, og både i tilfældigt opståede situationer som ved amning eller brusebade, og når den voksne ikke længere kan leve med sine handlinger, er de to skuespillere forfærdende gode.

Skyld og uskyld, kærlighed og forkerte følelser, livet og døden – Monika Isakstuens SE PÅ MIG NÅR JEG TALER TIL DIG er blevet et kammerspil ud over det sædvanlige, i en uhyggeligt præcis iscenesættelse af Peter Dupont Weiss.

foto: Natascha Rydvald

SE MERE & KØB BILLETTER – HUSETS TEATER

SE MERE & KØB BILLETTER – ODENSE TEATER