METAMORPHOSES // CISPA afgangsforestillling, i Dansekapellet

Tredjeårseleverne fra den internationale performance uddannelse CISPA, viser i disse dage deres afgangsforestilling i Dansekapellet, så hvis du er interesseret i at se hvad et snart nyudklækket hold af unge talenter har at byde på – så er det bare med at hoppe på bussen mod Bispebjerg Torv.

Det er dramatikereleven Nora Kopp der har skrevet den tre timer lange opdatering af Ovids Metamorfoser, og gendigtningen – der er delt op i syv små kapitler – foregår på mange plan. Men den røde tråd i Kopps 2023 version er at sætte Ovids male gaze under lup, og med sans for nutidig accept af flydende identiteter, kapitalismekritik og en moderne verdensanskuelse, tilfører Kopp Ovids guddommelige selvforståelse et velfortjent spark i bollerne.

CISPAS internationale hold af tredjeårselever består af Liath Gleeson, Alexander Granvik, Matthías Harðarson, Tara Sól Hilmarsdóttir, Susanna Kaukonen, Nora Kopp, Aleksantra Korhonen, Ada Moe, Kustaa Tuohimaa, Inka Turtola og Noora Sofia Virta, og som vi har for vane på Sceneblog, anmelder vi ikke de enkelte elevers præstationer. Og slet ikke med stjerner. Men holdet i år er bestemt seværdigt, og der er adskillige blandt de unge performere der med fordel kunne søge videre indenfor branchen – evt på mere etablerede danske institutioner som DDSKS – Den Danske Scenekunstskole.

METAMORPHOSES spilles i Baderummet i Dansekapellet, og publikum sidder således tæt på performerne, der ser ud til at trives blandt de hvide kakler, bruseforhængene og badevandet der aktivt inddrages i kapitlerne.

Med kapitel titler som Goat Therapy, Hunger Games og Tochter Triumvirate fornemmer man allerede Kopps løsrivelse fra Ovid, og selv om instruktør Lars Henning lader en stemme forklare sammenhængene, er de små historier af og til lidt flyvske i en dramaturgisk forstand. Men sammenhængen er der, og Kopp må tilstås en vis portion frihed i sin bearbejdelse af Ovid.

METAMORPHOSES i Dansekapellet – med instruktion af Lars Henning og koreografi af Kasper Ravnhøj – er elevernes første afgangsforestilling, og den sidste og afsluttende performance bliver under ledelse af Katrina Bugaj sat op på Teaterøen i juni 2023.

Stay tuned.

Foto: Nora Kopp & CISPA

SE MERE HER