⭐⭐⭐⭐⭐
Monsterpræstation i Odense.
Jeg vidste godt at Freja Klint Sandberg ville blive god da hun dimitterede fra Scenekunstskolen i 2019, og med adskillige fine roller i både film og på teater i Odense, samt hendes københavner gennembrud i Betty Nansen Teatrets STOLTHED OG FORDOM i januar i år, var hun et allerede on her way to fame.
Men Freja Klint Sandbergs præstation i Simon Stephens’ ensomheds epos MARIA på Odense Teater, er intet mindre end en monsterpræstation. Som den forladte 18-årige Maria, der står alene med sin baby i maven og en samling forkvaklede relationer omkring sig, spiller Klint Sandberg i 120 minutter med alt hvad der kan ønskes af skuespilkunstens kernedyder.
I Nicolei Fabers gennemførte iscenesættelse af den rørende fortælling om ensomhed i en moderne og digital verden, får publikum – i overført betydning – lige så våde sko som de medvirkende, der konstant befinder sig i et spejlblankt bassin af vand, som scenograf Jonas Fly Filbert har ladet være fundamentet for beskrivelsen af den trøstesløse flække, hvor Maria befinder sig.
Og ikke bare byens trøstesløshed får Maria til at tænke over hvordan hun kommer videre, også hendes lige så trøstesløse familie og vennekreds lader hende i stikken, så Maria må føde barnet i ensomhed, kun omgivet af anonyme hvide kitler og biplyde på hospitalet – den moderne verdens svar på krybben og stalden. Og lige som Maria Magdalena søger Simon Stephens’ Maria også efter nærhed, støtte og svar, men må vandre gennem byen for at finde svarene. Faren til barnet er ikkeeksisterende, Marias bror har været forsvundet i flere år, hendes mor er død og faren har skubbet hende bort, så der er kun bedstemoren tilbage – en stakkels trøst da hun er døden nær.
”Vi dør på en onsdag, nogle gange”
Men i en moderne verden kan man finde digitale relationer, som kan udgøre fortvivlende stor betydning i ens liv, og Maria finder da også det for hende perfekte job, i en digital verden hvor folk betaler for at se og snakke med hende på nettet. Og det er omvendt også i de nye relationer Maria finder størst nærhed, fortalt i flot opsatte scener med de besøgende på websitet blæst op på bagvæggen.
Nicolei Fabers usentimentale opsætning af Simon Stephens’ MARIA er en bevægende fortælling, og et meget nutidigt billede af et alt for genkendeligt ensomheds univers. Og mens de rå betonblokke vokser i Jonas Fly Filberts nådesløse bassin-scenografi, leverer den fremadstormende Freja Klint Sandberg sin hidtil bedste præstation som den ensomme Maria.
Foto: Emilia Therese