⭐⭐⭐⭐
Elske vil jeg. Tre, nul, tre, nul, otte, nul.
Gentagelserne i Lise Halle Baggesens iscenesættelse af kunstneren Karoline Ebbesens notesbøger er slående, og at fortolke en kunstners notesbøger fra 50 års ophold på det psykiatriske hospital Sankt Hans, hvor Karoline Ebbesen var indlagt fra midten af 1880’erne, er ikke nemt. Og det bliver bestemt heller ikke nemmere for det 40-personers store Christianshavnerkor BARK at fremføre værket LILLE SOLSTRÅLE SAD OG SÅ PÅ MÅNEN, når to af forsvarets F-35 kampfly vælger at flyve hoverende tæt hen over Roskilde Festivalen, og dermed også Platform scenen hvor værket opføres.
Men korleder Lasse Aagaard giver ikke op, og de kønne og diverse stemmer tager blot til i intensitet, og messer den tekst som Lise Halle Baggesen har ekstraheret fra den kæmpe bunke notesbøger, som 50 års indespærring har fostret.
Fem, nul, nul, otte. Vi. Vi elsker hinanden.
Som bølgen i Idrætsparken ruller korets stemmer hen over Platform, og efter dirigentens direktiver nærmest spyer de guldklædte sangere deres replikker ud til de nye musikalske kompositioner af Anders Lauge Meldgaard.

Teksten bliver mere mørk og uforståelig, og dog, for Karoline Ebbesen blev ikke blot diagnosticeret som paranoid skizofren, hun besad også en skjult kunstnerisk nerve – et talent der blev overset i mange år, på trods af hendes store produktion af både malerier, papirarbejder, tekster og broderier – alt skabt med de forhåndenværende materialer på Sankt Hans, hun nu kunne få fat på.
Præsten vier den lille pige, der slår øjnene op.
Fortællingen om lille Anna tager form, men sammenhængen er svær at fange for det lyttende publikum, der dog ikke ser ud til at savne virkeligheden, men i stedet bare tager korets stemmer ind, og lader Karoline Ebbesens fragmenter flyve frit under Platforms tunge tag. På Roskilde Festivalens første dag måtte en performance afbrydes p.g.a. tordenvejr og lyn, da en stor del af Platforms tag er metal (uden lynafleder), men i dag passer det tunge tag perfekt ind i Lise Halle Baggesens ekstraherede og søgende lydperformance, hvor korets stemmer er alt vi ønsker at høre under det tunge tag.
Papirtapet på væggene. Stuen på Sorø Akademi. Nu har lille Anna fundet hjem.
Lise Halle Baggesens korværk LILLE SOLSTRÅLE SAD OG SÅ PÅ MÅNEN blev vist på Platform scenen, under Art & Activism programmet på Roskilde Festival 2025.
Foto: Casper Koeller, Sceneblog.dk
SE MERE HER OM LILLE SOLSTRÅLE SAD OG SÅ PÅ MÅNEN PÅ ART & ACTIVISM – ROSKILDE FESTIVAL 2025