KITTYS HAD + Kunstnersamtale // Akt1 live radiodrama, Borups Højskole

Ved AKT1’s live indspilning af Olga Ravns debut som radiodramatiker, KITTYS HAD, var der ikke bare en ligeledes spændende indspilning af Ida Börjels OPSVING (DANSK ØKONOMI), der var også en super interessant kunstnersamtale med Olga Ravn og instruktør Niels Erling, modereret af ingen mindre end Emma Holten.

KITTYS HAD, hvor hadet får al den plads man (nogen) kan ønske sig, er bestemt ikke skrevet uden et velgennemtænkt formål, og det var befriende at høre Olga Ravn indlede AKT1’s pretalk med at stille spørgsmålet; ”Er det sundt at hade? Er det rimeligt?”

For når Kitty hader, søger hævn, eller bare vil slå igen, er det så ikke naturlige følelser, som ikke bør undertrykkes? Emma Holten satte med sin vanlige klarsynethed også fingeren på en øm tå med spørgsmålet ”hvad er det, sexisme gør for relationen mellem kvinder?”, et tema som Olga Ravn beskriver ret præcist i sit radiostykke, og den deraf følgende snak mellem dramatikeren og instruktøren var både intens i sin dybdegående meningsudveksling (”hvad synes du, Niels? – mansplain det til mig”), og kostelig morsom i sin autentiske selvkritik.

De tre nåede i øvrigt også lige at komme med verdens bedste forklaring på forskellen på teater og radiodrama; ”I et teater behøver man ikke at sige: Vi sidder her, syv mand om et bord. I teatret siger de bare: Øh, hej! – syv gange!”

Podcasten KITTYS HAD er lige udkommet, og kan anbefales. Til alle. Og husk både at holde øje med hvornår Ida Börjels OPSVING (DANSK ØKONOMI) udkommer, og hvornår den forrygende kunstnersamtale bliver sluppet løs.

Foto: Casper Koeller, Sceneblog

SE (HØR) MERE