⭐⭐⭐⭐⭐
Fredag d. 13. august var H.K.H. Prinsesse Benedikte og et oplagt publikum inviteret til premieren på KAMMERBALLETTEN 2021, og Alexander McKenzie og Trio Vitruvi kunne ikke have planlagt en mere skelsættende dag for premieren, end dagen hvor vi kunne fejre at det var sidste aften med de røde spændbånd, der siden Coronaens indtog har spærret hvert andet sæde på Det Kongelige Teaters scener.
Og det blev i sandhed en aften uden bånd. Hele seks uropførelser af nye balletter blev præsenteret, og langt de fleste koreografier rev sig løs af fortidens snærende bånd, og viste en overflod af innovative greb og udfordrende trin.
Aftenen lagde blødt fra start med en koreografi af den erfarne Adam Lüders med hans ANDANTE CON MOLTO TRANQUILLO, og præcis som navnet antyder, var det en stille og rolig, og meget traditionel pas de deux som Amy Watson & Benjamin Buza dansede. Trio Vitruvi ledsagede Lüders’ fine pas de deux med toner fra Felix Mendelssohns smukke PIANO TRIO NO. 1 IN D MINOR.
Andet kapitel i McKenzies balletfortælling var INWARDOUT, en meget organisk koreografi fra den portugisiske koreograf Cesar Faria Fernandes, der havde valgt at lade sin danser Ryan Tomash agere i et skyggespil sammen med Jacob la Cours elegante solo cellospil. Et enkelt instrument og en enkelt danser, der nærmest i smerte strækker sine lemmer i længsel, for siden at live op ved celloens toner, blæst dramatisk op på bagvæggen som skygger, var poetisk og ja, organisk i sin form. Og pragtfuldt at lade det mesterinstrument som Augustinus Fonden har udlånt til Jacob la Cour – en cello bygget af Giovanni Battista Ruggeri omkring år 1700 – komme til sin ret på denne elegante måde.
Tredje dans var OENOTHERA, en koreografi af Tobias Praetorius, hvor tre sylfider i lyse farver – Astrid Elbo, Ida Praetorius og Stephanie Chen Gundorph – viste deres overlegne tekniske kunnen til tonerne af Franz Schuberts NOTTURNO D. 897, en adagio som Trio Vitruvi tidligere har indspillet med store anmelderroser til følge. Det er sjældent man som publikum får mulighed for at se sådan en overflod af talent så tæt på, og de tre stjernedansere, som jo er vant til at optræde på de store scener, nød tydeligvis den intimitet som Takkelloftet byder på, og en lille men heftig flirten med musikerne fra Astrid Elbos side var kun en ekstra bonus. Både for musikerne og for publikum. Tak til Tobias Praetorius.
Den sidste dans inden pausen var Paxton Ricketts GEISTER, en fortælling hvor den fantastiske Sebastian Haynes, til Vitruvis toner fra Beethovens PIANO TRIO IN D MAJOR, OP. 70, NO. 1, kæmper for at træde ud af de snærende bånd skabt af en projicering på dansevinylen, og igen her var naturen og det organiske element til at tage og føle på. Projiceringen på gulvet tager til, og vidunderlige naturoptagelser af fænomenet Sort Sol får Haynes til at boltre sig i naturen, som et indespærret husdyr der bliver sluppet løs til foråret. Selv pianoets runde former føles tiltrækkende på Haynes, og med fødderne helt oppe i pianoets resonanskasse udtrykker Haynes kælent sin længsel efter forandring.
Efter pausen er det Sebastian Kloborgs IN BRIGHT GLOOM der får premiere, og i Kloborgs bevidst provokerende nutidskoreografi, danser Ulrik Birkkjær og Liam Redhead en heftig pas de deux i Grith Deleurangs fløjlsbløde gevandter. IN BRIGHT GLOOM er en dramatisk og vanvittig charmerende dans de to alfahanner imellem. Ren kærlighed og kamp.
På vej ud efter dansen stopper Birkkjær op og hiver McKenzie ind igen, og beder ham om et dacapo. Og til publikums udelte fornøjelse og høj latter tvinger han McKenzie til at spille, mens han i sin dans udtrykker de følelser han øjensynligt fornemmer manglede i Sebastian Kloborgs koreografi. En fin og vittig afslutning af Kloborg, der igen viser uforudsigelighedens charme i sin moderne koreografiske tilgang til balletten. Aldrig glemme Bournonville, aldrig glemme fornyelsen.
Den engelske koreograf Paul Lightfoot, der i de sidste tyve år har produceret prisvindende koreografier for Nederlands Dans Theater, præsenterer som aftenens sidste dans med SELVPORTRÆT et kontrasternes eldorado, hvor den lyse Toon Lobach og den mørke Sebastian Haynes spiller med musklerne i lyset på dansevinylen, mens Trio Vitruvi sidder i mørket bagest på scenen.
Mens mændene er i fokus, ruller en af Takkelloftets store skydedøre langsomt til side, og ind nærmest svæver Maria Kotchetkova i en pompøs rokoko kjole. Hun svæver langs panelerne som et spøgelse på slottet, og for at understrege hendes overnaturlighed går hun i et med fem mindre skydedøre, som elegant åbner og lukker sig om Kotchetkova – før hun til sidst bevæger sig ind mod midten, og indtager en central plads med ryggen mod Alexander McKenzie ved pianoet, hvorfra den russiske ballerina folder sig ud i takt med McKenzies nykomponerede toner.
Som afslutning på KAMMERBALLETTEN 2021 er værket med McKenzies musik og Lightfoots koreografi helt perfekt, for SELVPORTRÆT formår at vise hvad Trio Vitruvis overlegne beherskelse af instrumenterne kan opnå, sammen med de suveræne koreografer som aftenen har budt på.
KAMMERBALLETTEN 2021 opføres d. 13. – 21. august på Takkelloftet i Operaen.
Foto: Tom McKenzie