JOHN LENNON ER DØD // Teater V

⭐⭐⭐⭐

Imagine there’s no more Jack Daniels.

 

En falleret engel med pornoøjne svanser om sin stripperpole på et værtshus, hvor en drukken John Lennon hænger i baren med blod på skjorten. Sådan er scenen sat i Sophie Zinckernagels debutforestilling JOHN LENNON ER DØD – vinderen af dramatikerkonkurrencen Dramatisk Debut.

Forestillingen er en komisk, ironisk, fabulerende og effektfuld kommentar til verdens situationen, og ikke mindst, om vi stadig skal have håbet i behold. John Lennon skrev håbefulde sange om Peace, Love and Understanding i forrige århundrede, men hvad sker der hvis Lennon møder en ung kvinde fra 2018? Det giver Zinckernagel et bud på – og det er hun sluppet godt fra! Fortællingen er hæsblæsende fra start til slut, proppet med død, ødelæggelse og stroboskoplys – og ikke mindst fuld af referencer til John Lennons ikoniske sangunivers. Men det giver mening. Selv en lille vidunderlig Thomas Blachmann-karakter er der blevet plads til, bare lige for at understrege tidsånden.

Alle er allerede døde i Zinckernagels limbo-pub, hvor en elevator sørger for nye kunder oppefra, og Tv-serien Dallas kører i baggrunden, men derfor kan man jo godt stadig have en mening om verden udenfor.

Imagine there’s no heaven

Instruktør Emil Hansen er tro overfor Sophie Zinckernagels fabulerende univers, og har givet karaktererne kød og blod – bogstaveligt talt. Anna Stokholm er 19-årige talentshow-deltager Fanny Viola Rose-Mynte Maria Christoffersen Kristensen Hansen, som godt nok har taget sit eget liv efter hun er blevet svinet til af Thomas Blachmann, men stadig inderligt tror og håber på en bedre verden. Og som nu i skærsilden kæmper en ulige kamp mod den desillusionerede John Lennon, der siden 1980 har siddet i baren og ventet på bedre tider.

Gerard Carey Bidstrup portrætterer fint John Lennon, og er med sin engelske tekst og blodplettede tøj, omdrejningspunktet for det evige spørgsmål om verdens frelse – selv her i et limbo 38 år efter hans død. Han bliver forfulgt af sine sange, og en gentagen restart af forestillingen, hvor englen gnider sig op ad stripperstangen mens hun nynner Lennons ikoniske sang Imagine, mens Lennon klagende beder hende stoppe, er ubetaleligt morsom.

Charlotte Munksgaard er fremragende som den fallerede, spritstive og ubarmhjertigt kyniske dødsengel, der som limbopubbens generøse bartender, stripper og herskerinde, forsøger på at holde orden i Skærsildens forudbestemte historie. Munksgaards hellige treenighed er hendes stripper-pole, hendes Magnum 44, og hendes Jack Daniels der aldrig løber tør. Hun er den engel, som du inderligt håber du aldrig vil møde.

Imagine

Kan man mixe en Bloody Mary af moderkage og Jack Daniels? Kan en engel låne sine trusser ud som alt-muligt-klud? I JOHN LENNON ER DØD skifter identiteter krop, for- og nutidige karakterer fra virkeligheden blandes lystigt med fiktion, og Zinckernagel har absolut ingen berøringsangst overfor politisk ukorrekt omgang med børn. Så med en velfungerende og morsom dansk/engelsk tekst, og hovedtemaet i fint behold forestillingen igennem, er det en aldeles godkendt debut. Glæder mig til at se mere fra Zinckernagels hånd.

foto: Daniel Buchwald

SE MERE