JEANNE D’ARC // Republique

⭐⭐⭐⭐⭐

En kvinde i kamp, og mænd der bræger som får. Slagmarken er tegnet op på Østerbro.

Jeanne D’Arc er et barn i sin fars have. Alene med flokken af får, alene med sine tanker og sin tro, omgivet af enfoldige bønder og en faderskikkelse der ikke forstår barnets væsen, og slet ikke accepterer den unge kvindes udvikling og selvstændighed. Det er Peder Holm Johansen der spiller både den bondske far, den svage konge, biskoppen, soldaten m.fl., og som på overbevisende vis får skabt en em af maskulin undertrykkelse i forestillingen.

Men undertrykkes vil hovedpersonen ikke, hun vil kæmpe. Den suveræne Danica Curcic er guddommelig som himlens udsending Jeanne D’Arc, og hendes ukomplicerede vekslen mellem barnets uskyldighed, jomfruelig kristen, og kampberedt hærfører med stemmeskift som Linda Blair i Eksorcisten, er eminent.

Forestillingens scenebillede er slående enkelt opbygget, og i scenens mørke univers, skabt af den stringente duo Staffan Valdemar Holm & Bente Lykke Møller, er Danica Curcic bogstavelig talt omgivet af en mur af stemmer, en mur af fordømmelse, en mur af mænd.

Mænd der i kor bræger som får, der synger opildnende ord og fraser, der kommenterer, dømmer og håner. Mænd der altid har ret.

Og mens Jeanne D’Arc er en kvinde der tror, der snakker med sine engle og dæmoner, og som venter på opgaven fra gud den almægtige, så er samfundet omkring hende aldrig i tvivl om hvad der er det rigtige, og hvad der ikke er tilladt. En kvinde der går i mandetøj, der snakker og slås som en mand, der insisterer på at lede en hær og redde sit land, kan ikke accepteres.

”Falder Frankrig – så bliver vi alle sammen rødhårede”

Men når man nu er en konge uden land, et folk uden tro på fremtiden, en hær uden leder, så er det måske alligevel meget godt med en der går i front, en der kan smide fjenden ud af landet, en der kan indsætte en konge over et samlet Frankrig. Lige indtil man igen selv vil sætte dagsordenen, og fjerne en forstyrrende kvinde der taler samfundet imod.

På slagmarken danser Jeanne D’Arc mod slutningen en drømmeagtig, blodig fodbold-ballet med englændernes hoveder, og det konservative samfundskor omkring hende kommenterer og skumler – hvor langt skal vi lade hende gå, hvornår går det galt.

”Jeg er guds datter – jeg er kun bange for at blive forrådt!”

Og da den stridslystne korsfarer til sidst når sit Waterloo, og ender med at bliver taget til fange, sigtet og dømt for kætteri i England, er der ikke langt til Jeanne D’Arcs endeligt.

Cunt! Whore! Fucking bitch! lyder det nu på klingende engelsk fra mandskoret, der stormer scenen for at pine, skænde og brænde den formastelige kætter.

Samfundets orden er genoprettet. Jomfruen fra Østerbro er brændt.

Godt det snart er d. 8. marts.

SE MERE & KØB BILLETTER