Kompromisløs eksperimenterende teaterkunst i Østre Kapel.
Der har været eksperimenteret med scenekunst i mange år, både i Danmark og i resten af Europa, og uden det, så ville teatret ikke være hvor det er i dag. Så når et teater som Sydhavn Teater kaster energi og ressourcer i at eksperimentere med arbejdsformer, processer og udtryksformer, så er det ikke blot interessant og godt for implicerede kunstnere, og de forholdsvis få publikummer der når at overvære resultatet – det er også godt for dansk teaterliv.
Den hollandske dramatiker Lot Vekemans’ GIFT fra 2009, har adskillige prisvindende opførsler bag sig, og når Mille Maria Dalsgaard og Sydhavn Teater nu har bedt den spanske instruktør Alia Luque om at arbejde med manuskriptet på en efter min mening disruptiv måde, så er det ikke mindst processen der er vigtig.
Ved premieren på GIFT i Østre Kapel, snakkede jeg med Alia Luque om arbejdet med forestillingen på Sydhavn Teater, og det er slående hvordan den dynamiske instruktør tør tage livtag med virkeligheden. For som hun siger, så er det processen der er vigtigst, ikke så meget det endelige resultat.
If it’s boring, it’s boring!
Manuskriptet af Lot Vekemans er både psykologisk interessant og dramatisk i sig selv, men når Alia Luque – med sin assisterende instruktør Maria Carmen Lindegaard – vælger ikke at instruere skuespillerne sammen, men hver for sig, så er eksperimentet en realitet. Det er en enorm udfordring for spillerne, og det udnytter Luque som et kunstnerisk benspænd, både for dem, og for hende selv. De to karakterer i GIFT, spilles hver af to forskellige skuespillere (HUN: Gaia Victoria Munoz Rosberg & Mille Maria Dalsgaard, HAN: Mikkel Trier Rygård & Olaf Højgaard), og de spiller så overfor hinanden i fire forskellige konstellationer.
De har ikke øvet sammen, ikke talt sammen, og dermed ikke spillet overfor hinanden, før til premieren.
Each person has their own path – selvfølgelig er der en tekst og en personinstruktion at følge, og et manuskript tilsiger både veje og måder at fremstille teksten på, men hver spiller har deres egen vej – deres egen måde at være deres karakter. Og det giver selvfølgelig kæmpe udfordringer når spillerne står første gang overfor en ny medspiller, for hvordan passer deres tilgange til hinanden?
Og når Luque siger at det er en radikalt anderledes måde at arbejde på, så overdriver hun ikke. I operaens verden, hvor verdensstjerner rejser jorden rundt og synger partier i mesterværker som f.eks. Wagners Ringen eller Verdis Aida, så ved de efter en årrække præcis hvordan de skal gebærde sig, og alt andet lige – så er det stemmepragten og arierne der er det afgørende. Men på Sydhavn Teater er det hele interaktionen mellem karaktererne der er på spil, og hvert skridt, hver bevægelse og hvert blik kan være afgørende for hvilken vej forestillingen tager.
Not the result! Alia Luque understreger at hun ikke arbejder for at skabe et resultat, en forestilling som vil falde i publikums smag, eller en bestemt løsning på et langt forløb. Hun arbejder for at skabe, for at udvikle, for at udfordre.
Og udfordret blev vi bestemt til den første premiere (med Mille Maria Dalsgaard og Olaf Højgaard). Østre Kapel på Vestre Kirkegaard er et unikt teaterrum, med sit katedrallignende indre og fine rumklang, men det er ikke helt nemt at følge to karakterer, der igennem hele forestillingen gør alt for ikke at nærme sig hinanden, både fysisk og mentalt. Præcis som enhver skilsmisseramt vil vide, så er der grænser og usynlige linjer der ikke skal krydses, og Lot Vekemans’ tekst er fuld af faldgruber for de to ulykkelige mennesker, der har mistet deres fælles barn.
En traditionel iscenesættelse af stykket ville have tilrettelagt pauser, åndedræt, hastighed og fysisk tilstedeværelse for de to på scenegulvet. Men nu, hvor skuespillerne efter hver bevægelse eller replik skal observere hvordan medspilleren reagerer, og først derefter interagere eller fortsætte, så bliver det en meget avanceret form for improteater. Men både Olaf Højgaard og Mille Maria Dalsgaard gav kompetent deres karakterer kraft og saft, og det var tydeligt at begge skuespillere i 2½ time kæmpede en indædt kamp, hvor alt var skrevet på forhånd, men intet givet.
De fire premierer med nye konstellationer kører fra d. 18. til d. 21. august, og derefter spiller forestillingen i Østre Kapel til d. 6. september.
foto: Casper Koeller, Sceneblog