⭐⭐⭐⭐
Hæsblæsende koreografi i samfundskritisk tidsperformance.
Den hollandske instruktør Boukje Schweigman har iscenesat en hæsblæsende forestilling på årets METROPOLIS, hvor publikum og performers i Pakhus 11 tilsammen skaber et rum uden tid og sted.
Fra start af står Schweigmans performere fuldstændig stille i forskellige positurer, og alle publikummer går meget langsomt rundt i salen, og kigger, undersøger og undres. Hvad sker der – skal man gøre noget? Skal man sige noget?
Det ellers sortlagte rum er oplyst med projektører, primært der hvor de menneskelige statuer befinder sig, og en svag rytmisk trommen anes næsten ikke. Så bevæger en enkelt statue sig en lille smule, og de publikummer som står tættest på, reagerer forskrækket. Flere af performerne begynder nu at bevæge sig, og snart går de alle rundt i rummet. Først langsomt, så hurtigere, og til sidst suser de rundt blandt publikum, som forsøger at undgå de lynhurtige kroppes voldsomme leg i rummet.
Som styret af en fælles indre stemme, begynder de indtil videre kaotisk udseende performere nu at bevæge sig efter en koreografi, og i stedet for bare at suse rundt som forvirrede hamstere i et væksthjul, søger de nu hinanden, leder efter noget, og agerer efter hvad de får af modspil. Men er det publikums bevægelser og handlinger der sætter danserne i gang? Eller er det små tegn og lyde performerne imellem?
De begynder nu at gå tættere og tættere på publikum, og når rytmerne fra Slagwerk Den Haag pludseligt går i stå, så står performerne helt stille, hvad enten det er liggende på gulvet, midt i en springbevægelse, eller med armen rundt om dine skuldre. Nogle kigger dig dybt i øjnene, nogle er provokerende, andre kælne.
Lyset går ud, det bliver bælgmørkt, en enkelt publikummer hviner, og alle er afventende. Pludselig lyser en enkelt projektør kraftigt i et hjørne, og alle performerne styrter derover, som insekter, draget af lyset.
Tankerne kører; hvad – eller hvem – styrer de villige individer, der bliver kastet rundt i rummet. Er det verdens gang, eller samfundet, der bestemmer hvordan de skal bevæge sig? Er det nyttigt? Kan det bruges til noget?
Sammenfoldede papkasser i store stabler bliver delt ud til publikum, og sammen med de før så øjensynligt forskræmte individer, begynder vi nu at folde kasser, og bygge hvad vi har lyst til. Eller gør vi? – for ligeså stille bliver der nu bygget en væg omkring os, og ingen protesterer mod det retningsbestemte byggeri. Men vi er der jo alle sammen – indtil vi opdager vi er alene tilbage. Omkranset af muren.
Udenfor muren bliver der kastet lys ind gennem sprækkerne, og percussion gruppen Slagwerk Den Haags rytmer lyder efterhånden en del mere faretruende – eller bydende om man vil.
Hvordan endte vi her?
foto: Jochem Jürgens