FRK JULIE // Bellevue Teatret

⭐⭐⭐⭐

Stjernestøv og sceneleg i midsommernatten.

August Strindbergs klassiker Frk. Julie fra 1888, hvor klassekampen og kønnenes nedarvede urimeligheder spiller de største roller, er et drama som ikke blot bør være pensum i folkeskolen, men også et drama der kan fortolkes og spilles på uendelige måder, igen og igen. Strindbergs Upstairs Downstairs fortælling om den unge adelskvinde Frk. Julie der forfører tjeneren Jean, med alle de komplikationer der ligger implicit i forholdet mellem herskab og tjenestefolk, samt magtkampen der udspiller sig mellem mand og kvinde, er i sandhed en midsommeraften værdig.

På Bellevue Teatret spiller en skøn Sonja Richter adelsfrøkenen Frk. Julie, og Sara Hjort Ditlevsen er med afmålt og fint spil den på alle måder efterladte kokkepige Kristin. På scenen er også violinisten Andreas Bernitt, der som en integreret del af Maja Ravns elegante midsommerscenografi skaber det smukkeste lydbillede der indrammer dramaet fint.

Men Bellevue Teatrets Strindberg drama er ikke som de fleste forestillinger, for de har i deres fortolkning valgt at eksperimentere med kunstnernes færdigheder, så balletstjernen Alban Lendorf – i rollen som tjeneren Jean – får debut som skuespiller, og skuespilleren Thure Lindhart får debut som instruktør. Et interessant eksperiment og et modigt valg, for selvfølgelig tager man en chance når man fratager stjerner deres spidskompetencer, og lader dem prøve andre talenter af. Men lykkes det så?

Thure Lindhart har i sin instruktion valgt de store armbevægelser, både i overført og bogstavelig betydning, og han har i Sonja Richter en formidabel skuespiller mellem hænderne, så den unge adelsfrøken er på Bellevue Teatret præcis så ødelæggende for sine omgivelser som Strindberg tænkte hende. Men modspillet fra tjeneren Jean, som er af vital betydning for fortællingen, matcher desværre ikke Richters gennemførte præstation. Alban Lendorfs debut som skuespiller er bestemt fin, men når man debuterer i et Strindberg drama, og bliver sat op imod en karakterskuespiller som Sonja Richter, har man brug for en erfaren instruktør der ved hvor støtten og instruktionen skal sættes ind, og ikke forfalde til letkøbte dansetrin.

Jeg er en kæmpe fan af Alban Lendorf som danser, og elsker Thure Lindharts evner på lærredet og scenen, men en debuterende skuespiller fortjener en erfaren instruktør der har hans ryg, og en debuterende instruktør fortjener erfarne skuespillere mellem hænderne.

Det sagt, så er Bellevue Teatrets Frk. Julie med en skøn Sonja Richter i spidsen et fint midsommereksperiment – en leg med stjerner.

Foto: Emilia Therese

SE MERE HER