Jessica Lyall står som et fnysende hjorteagtigt væsen, skrabende i skovbunden, med spændte muskler og klovene klar til springe, hvis ubudne gæster skulle komme for tæt på. Så vi er helt stille.

Men lad os starte lidt tidligere på aftenen, hvor Dansk Danseteater havde indbudt til en koreografisk vandring – og en visning af hvad Joana Öhlschläger, Leticia Silva, Hilde Ingeborg Sandvold og Wolf Govaerts har arbejdet med i Dansk Danseteaters koreografiske talent program DRIVHUS.

Vi var sat i stævne ved Sluseholmen og den lille bro der fører over til det helt specielle område, hvor stenbroens containere og graffiti møder vandet og naturen, og husbåde og hytter rummer historier vi endnu ikke har hørt færdige. For her starter vandringen, og her begynder vi med #1 – Hilde Ingeborg Sandvolds fortælling om Slusens sjæl og alt det, der ikke er mere. Om stilheden, der stadig kunne høres dengang der hverken var industri, motorveje eller turister, men måske stadig kan fornemmes, hvis man virkelig anstrenger sig for at forstå Slusens sjæl.

Hilde Ingeborg Sandvold lader danserne Yi-Shao Li og Grace O’Brien både drages og afstødes af stedets mange udsagn – såvel fysiske som skrevne – og som udgangspunkt bliver Yi-Shao Li hjælpeløst trukket mod nabolagets containere og affaldsspande, der på trods af sit rå ydre, emmer af hjem – af vores hood, på godt og ondt.

Så langt øjet rækker er Slusen brolagt med asfalt, grus, græs eller træflis fra de mange små virksomheder der er – eller har været – en vigtig del af Slusens sjæl, og Hilde Ingeborg Sandvold har virkelig nailet sjælen i sin koreografi, der emmer af dualiteten mellem tiltrækning og afstandtagen.

Vi føler tiltrækningen i de første trin, men når Grace O’Brien dukker op slår det gnister, som ikke lige var til at forudse efter Yi-Shao Li’s indledende kærlighedserklæring til stedet. Og efter vi forsigtig har fulgt de to ulige størrelser i asfaltjunglen – hvor fotokunst pryder de ellers forfaldne træhegn og de lynhurtige cykelbude går med masker – går vi længere ind på Slusens område, hvor en bund af træflis vidner om tømmerhandel og skibsbyggere.

Og det er da vi forlader flisen og asfalten at vi ser det håndmalede skilt.

Hvis vi ikke allerede fornemmede det ved indgangen, så forstår vi nu sammenhængen. For hele området omkring Slusen er fyldt med drilske hjørner, hemmelige kroge, tætte buske, gemmesteder og smuthuller. Så da de fire koreografer så det pragtfulde navn som de lokale har givet deres hood – koreograferne arbejdede on site i fire uger – så blev de hurtigt enige om, at FOREVER LOOPHOLES (Evige smuthuller) selvfølgelig skulle være titlen på den samlede visning.

En visning der fortsatte med værk #2 af Wolf Govaerts, hvor en virrende, snusende, og meget opmærksom Lukas Hartvig-Møller fik os guidet i den rigtige retning.

Vi var nu på vej ind i vildnisset, for i fortællingen som Wolf Govaerts koreograferer med lige dele kærlighed til natur, menneske og dyr, møder vi sagnet om det særprægede hjortedyr, der er opstået/udviklet over tid i Slusen. En hjort der har tilpasset sig den aparte og delvist menneskeskabte verden – og nu lever af bær højt oppe i træerne – og derfor har tillært sig evnen at klatre i træer. Det efterhånden mytologiske væsen er ikke ufarligt, så vi skal være påpasselige. Men Lukas Hartvig-Møller passer på os i vildnisset, mens han selv leder efter spor, fortæller om hjortenes habitat, og nipper til de løsthængende bær vi tilfældigvis kommer forbi.

Men som tiden går, mærker vi mere og mere den transformation som vores guide øjensynligt har undergået, for i danserens bevægelser ser vi tiltagende dyriske bevægelsesmønstre, hvor trav går over i galop, og hænderne pludselig minder bemærkelsesværdigt meget om klove.

Læg mærke til de fløjlsbløde, behårede og lettere blodige hudrester på danserens krop. Det er Maria Ipsen der står for kostumedesignet på FOREVER LOOPHOLES, og hendes fortolkning af hjortenes evige kamp for at gnide den kløende bast af geviret, så det skinnende hårde knoglevæv kan komme til sin ret, er smuk. Og at lade hele dragten emme af hjortens kamp med at få geviret til at vokse, er intet mindre end genial. Så når Wolf Govaerts lader Lukas Hartvig-Møllers bevægelser fortælle os at vi nærmer os det sjældne væsen, så er det vi kigger os nysgerrigt omkring.

For sluse hjorten er sky, og vi ser først kun små glimt af væsnet mens vi følger vores fortravlede guide, så vi vælger at forlade stien og begynder at gå opad.

Vi går igennem fortættet buskads med larvespind og tætstående træer, mens sandet og småstenene begynder at irritere. Men vi fortsætter opad – måske i naiv tiltro til vores guides evner, eller måske på grund af vores nysgerrighed, der overtrumfer enhver logisk sans der tilsiger at hjorte jo ikke kan kravle i træer.

Men så sker det. Mens vores guide er fortsat med at fortælle om The Guardian Deer. The Albino Deer. The Ghost Deer. Så hører vi pludselig lyde fra skoven omkring os. Men vi ser intet.

Indtil vi kigger op.

Og der – tre-fire meter oppe i et træ – ser vi pludselig Jessica Lyall. Danseren der lige har modtaget en Reumert som Årets Danser for sin storslåede præstation i Dansk Danseteater & Betty Nansen Teatrets BEFORE THE END, klatrer i FOREVER LOOPHOLES faretruende rundt i et træ med sine hjorteklove strittende ud i unaturlige vinkler, og sine skarpe øjne fuldt fokuseret på de få klaser træ-bær som årstiden nu byder på.

Wolf Govaerts formår som koreograf at forme sine dansere efter sin fortælling, og dermed fastholde sin fabels troværdighed.

En der også formår at fastholde sit publikum er danseren Carlos Luis Blanco Ramos, der er epicentret i Leticia Silvas udforskning af Slusen som stedligt rum. Eller rettere forståelsen af stedet, hvor modparter mødes. By og natur. Menneske og dyr. Vand og jord.

Det er koreografisk værk #3

Som et levende tableau står Carlos Luis Blanco Ramos og omfavner den verden som nu er som den er, og mens vi som publikum sidder trygt på puder omkring ham, former Ramos som en tilgivende engel sine vinger i altomsluttende former på kanten af den stejle bakke.

Som danser er Ramos monumental i sine bevægelser, men når Leticia Silva lader den muskuløse danser lægge sin naturlige overmagt til side, for i stedet at bevæge sig ud mellem publikum som en nær ven, bliver Silvas tese om det uventede til virkelighed, og det uforudsigelige til en selvfølgelighed.

På mig virkede Leticia Silvas koreografi muligvis ikke så forståelig som fortælling, men som tableau, og som medspiller i Slusens mildest talt særprægede tilbliven og eksistens, var hendes lille værk – med Carlos Luis Blanco Ramos som epicenter – utroligt smukt.

Smukt er det også at skue ud over det store område på Sluseholmen hvor Amager Motocross Klub har deres bane, og ret vildt at Joana Öhlschläger i værk # 4 har valgt banen som dansevinyl til sine dansere.

Det er ikke uden udfordringer for et publikum at forholde sig til dans, når de medvirkende dansere befinder sig meget langt væk, og det er helt sikkert også en udfordring for Joana Öhlschläger at skabe en koreografi, som hun ved skal måles og forstås på afstand. Men den unge koreograf har bevidst valgt udfordringen, da stedets implicitte skønne hørm af benzin og motorstøj ligger så dybt i motocrosskørernes trods alt regelrette baner, at enhver kan få lyst til skyde genvej, gemme sig i en busk som en Peeping Tom, eller simpelthen benytte banerne til bevægelser og krumspring som en motocrossbane aldrig før har set.

Derfor har Öhlschläger givet sin koreografi arbejdstitlen DESIRE PATH, og lader dermed danserne Bradley Waller, Lola Potiron og Matilde Stefanini være oprørere, der vælger deres egne ønskestier i et allerede stringent og fastlagt miljø. Igen, vel vidende at publikum skal tyde og forstå enhver bevægelse på afstand. Det er modigt.

Resten af Dansk Danseteaters dansere dukker løbende op på motocrossbanen, og i slutsekvensen, hvor vi ser alle ni dansere forsvinde i horisonten med det store Bella Sky Hotel i baggrunden, kan man som publikum kun sidde tilbage med et saligt smil og ro i sindet.

Det tegner godt for dansk koreografi.

Projektet FOREVER LOOPHOLES er skabt som en del af Dansk Danseteaters talentudviklingsprogram DRIVHUS: Koreografiske Øvelser.

Foto: Casper Koeller, Sceneblog.dk

SE MERE HER OM DANSK DANSETEATERS TALENTUDVIKLINGSPROGRAM: DRIVHUS