⭐⭐⭐⭐
Charmerende Sicilia Gadborg bærer FLASHDANCE i mål.
FLASHDANCE er en klassisk 80’er historie om drømme og kærlighed. Det er historien om den unge arbejderklassekvinde Alex Owens, der mens hun knokler som svejser på det lokale stålværk om dagen og danser på en bar om aftenen, drømmer om at blive professionel danser. Og om hvordan hun og den rige chef på værket forelsker sig, på trods af de store skel. Filmen FLASHDANCE fra ’80erne er indbegrebet af en feelgood movie, og musicalen er ligeledes et overflødighedshorn af hits og gode dansenumre, der krydret med den klassiske kærlighedshistorie er et sikkert stik.
På musiksiden vrimler det med gamle kendinge (for os der levede i 80’erne), og både tøjstil, gimmicks og dansemoves er taget med over i One and Only Musical Teaters musical, der med et solidt cast sørger for at historien ender lykkeligt. Det er Sicilia Gadborg og Silas Holst der som Alex Owens og Nick Hurley er i front, men også små stjerner lyser i glimt, bl.a. Nastja Arcel som både spiller den stramme dansefrøken Mrs Wilde, og den påpasselige hjemmehjælper Louise, en rolle Arcel giver en skøn ekstra dimension med sit dansk/græske lune. Og Jimmy Jørgensen, der med sin baggrund i det legendariske rockband Hotel Hunger er den mest rå stemme på scenen, og får salen til at flyve da han som den notoriske bad guy CC åbner anden akt med stripteaseklubbens dansere som kor. Samt ikke mindst vidunderlige Rikke Hvidbjerg, en af de mest oversete musicalperformere herhjemme, er overvældende god som veninden Gloria.
Men der er en der overskygger dem alle. Sicilia Gadborg.
Sicilia Gadborg, først uddannet på Det Danske Musicalakademi i Fredericia, og siden på Den Danske Scenekunstskole, modtog i 2015 en Reumert Talent Pris, og derefter i 2017 en Årets Reumert nominering i kategorien Bedste Kvindelige Hovedrolle, og hun er næsten overkvalificeret til rollen som den dansende værftsarbejder Alex Owens. Specielt når rollen er så fastlåst i forhold til filmens karakter, er der ikke meget at arbejde med rent udviklingsmæssigt. Men Sicilia Gadborg tilfører Alex Owens den uskyldige 80’er charme, som gør at One and Only Musical Teaters FLASHDANCE får mig til at tro på at skulderpuder og benvarmere kommer på mode igen.
Foto: Miklos Szabo