⭐⭐⭐⭐⭐
Overgivende. Præcist. Fastfrosset. Blindt.
Koreografen Dorotea Saykalys samarbejde med instruktøren Emil Dam Seidel – STUDIO – har i flere sammenhænge kastet priser af sig, og værket ENTER THE FLESH, hvor selve menneskets tilstedeværelse italesættes og dissekeres, er også et værk der vil blive husket.
ENTER THE FLESH blev opført på Roskilde Festival 2026’s Platform scene som en lille verdenspremiere, hvor det korte værk med fire blindede dansere ikke bare imponerede med sin præcision i koreografien, men også med sit nærmest skræmmende udtryk, tydeliggjort gennem dansernes hvide pupiller, der stirrer og leder, men intet finder.

Tre dansere finder hurtigt sammen, og efterlader den fjerde danser i sin egen verden – en situation som den fjerde dansers krop tydeligvis ikke billiger. Koreografiens maskinelle bevægelsesmønstre minder os om kroppens formåen og mangel på samme, og som publikum får vi uundgåeligt medfølelse med den udeladte danser.
Men er det overhovedet et menneske vi føler empati overfor? Er den fjerde danser reelt et menneske af kød og blod – et væsen med følelser? STUDIO undersøger kroppen som noget der husker og reagerer. Men hvor langt er vi så egentlig fra en maskine, eller en computerskabt virkelighed der imiterer hvad den registrerer, at vi som mennesker føler og ønsker skal ske?

Værket ENTER THE FLESH fik det ellers normalt så larmende festivalpublikum til at være helt stille, og det var bestemt ikke smil der prægede de mange gæster på Platform. Til gengæld gav Saykaly og Seidels dystopiske værk de tilstedeværende en hypnotiserende oplevelse, som de sent vil glemme.
ENTER THE FLESH blev opført på Platform scenen under Art & Activism, Roskilde Festival 2026.
Foto: Sceneblog.dk
SE MERE HER OM ENTER THE FLESH OG DOROTEA SAYKALY & EMIL DAM SEIDEL