”Der sad tre dramatikere i et køkken” – sådan starter producenten Amanda Tilia med at fortælle historien om, hvordan hun slog sig sammen med dramatikerne Abelone Koppel, Marie Bjørn og Anna Skov for at skabe et hus for dramatikken i Danmark.
Drømmen om Dramatikkens Hus har eksisteret i et godt stykke tid, og nu, i en tid hvor branchen er udfordret, er opbakningen overvældende til de fire kvinder, der er rykket ind i LiteraturHaus på Nørrebro. Et sted der i forvejen er kendt for sin udelte kærlighed til ordet, og efter min mening er som skabt til al den dramatik og empati det nye Dramatikkens Hus vil indeholde.
”I længden kan vi ikke leve uden fred” Bertolt Brecht
”Din gådes løsning har jeg glemt, for ellers var jeg her ikke” Sofokles
”Det var så let, hvis vi bare levede livet som alle andre” Sibylle Berg
Oplæggene til hvilken vej Dramatikkens Hus kunne udvikle sig, var taget fra nogle af historiens største dramatikere, men vi kender ikke svaret på, hvad Dramatikkens Hus skal kunne – det må vi finde ud af sammen, som stifterne udtrykte det. Og bl.a. derfor indkalder de til dramatiske saloner, der både vil indeholde oplæsninger, debatter og meninger.
”Ingen vil tro på mig – det er min forbandelse”
Dramatisk Salon #2 havde oplæsninger af Joan Rang, Mathias Raaby Ravn og Marie Bjørn, med efterfølgende talks og spørgsmål, og bl.a. Marie Bjørns Jeg er Cassandra om seersken der møder den mægtige Apollon, var et frisk pust i en kønsbevidst samtidsdebat.
”Samfundet kører på hjul, men i dit tilfælde er jeg bange for at hjulene er gået i stå”
Mathias Ravns oplæsning lagde op til debat om samfundets krav om perfektion, og i hans arbejde med umennesker og robot sprog, bevæger Mathias Ravn sig hen mod et opgør med de mange lister, dramatikere ofte har hang til.
”Og jeg ved godt, at I tror jeg ikke læser Information. Men det gør jeg, jeg læser den på biblioteket, og den er dødkedelig”
Joan Rang – den eneste ikkehvide kvindelige uddannede dramatiker på DDSKS – er kvinden bag flere hundrede manuskripter, og dermed dagens nestor, læste ikke blot op af egne værker, hun var også en markant stemme i debatten der fulgte, om hvordan Dramatikkens Hus bør bruges.
Community Building er vigtigt! Er vækstlaget en del af et kommende Dramatikkens Hus? Kan ikke-uddannede få masterclass viden fra de etablerede? Hører branchediskussioner om arbejdsforhold hjemme i huset? – eller er skal det kun være i Danske Dramatikeres regi? Har instruktører for meget at bestemme i.f.t. dramatikerne på teatrene?
Spørgelysten var stor og debatten livlig, men intet blev fastlagt i forhold til husets kommende virke, og det er sandsynligvis en proces der vil fortsætte hele husets levetid, som forhåbentlig bliver lang. For som de fire grundlæggere sagde om Dramatikkens Hus: ”Det er et sted hvor der må fejres”
Foto: Casper Koeller, Sceneblog