⭐⭐⭐⭐⭐
Jacta est alea.
”My mind is positive”
Johannes Lilleøres Colgate smil går fra øre til øre, skærmpræsentationen af forestillingens karakterer bakkes op af easy listening music, og scenograf Marie Chemnitz understreger 70’er stemningen i en nystrøget mellemklasseverden. Det velsmurte hamsterhjul toner frem på scenegulvet, hvor alt og alle er pastelfarvede, og hvor alle storsmiler med deres perfekte helt-uden-huller smil.
TERNINGEKVINDEN er debut for den nyuddannede dramatiker William Lippert, der i sindrigt samspil med både skuespillere og publikum, får skabt et spillevende manuskript til Christian Lollikes idé, om at transformere den ikoniske roman Terningemanden fra 1971 til en sceneversion. Og ikke mindst er det instruktør Sigrid Johannesen, der for alvor brager igennem lydmuren som selvstændig iscenesætter, med denne overrumplende, lumske, og pragtfuldt overleverede fortælling, om hvad der sker når hamsterhjulet tager kvælertag på almindelige mennesker.
For intet kommer af intet, og det er gentagelserne, de påklistrede smil og de forudsigelige rutiner, der til sidst får psykiateren Lucia til at bryde ud af hamsterhjulet, og lade et raflebæger bestemme retningen for hendes liv.
”Tanken om at springe ud ad vinduet er der, men så ser jeg et raflebæger”
Det er som sagt William Lippert der har skrevet manuskript, men godt inde i den ildevarslende lykkerus der indledningsvis hersker i TERNINGEKVINDEN, skifter forestillingen karakter, og Malin Rømer Brolin-Tani, der spiller Lucia, begynder at spørge publikum, hvad terningernes øjne betyder. På forhånd er publikum blevet bedt om at nedskrive et enkelt udsagn, og skuespillerne ved således ikke hvad de vil blive udsat for, når Lucia ryster raflebægeret.
”Tilfældigheder! Er det ikke befriende? Jeg er alle udgaver af mig – samtidig! ”
På skærmen over scenen klipper vi til livefeed fra gaderne omkring teatret, hvor Lucia, nu spillet af en anden skuespiller, går ubeslutsomt rundt i sin store hvide dynejakke. Alt imens Malin Rømer Brolin-Tanis Lucia, der stadig sidder i stuen med sit raflebæger, slår en 2’er med terningerne, og spørger ud i publikum; Kan jeg få et bud på hvad terningen siger jeg skal gøre?
”Jeg flytter til Kina”
Johannes Lilleøre, der lige nu er Lucia i den hvide dynejakke på gågaden, følger terningens bud, og begynder at improvisere. Ved du hvor jeg kan få fat i nogen flyttekasser? spørger han tilfældigt forbipasserende på gaden, jeg skal flytte til Kina, og har brug for flyttekasser ASAP som man siger.
Et liv med heste. Køb mel. Flyt til Kina. Spring ud som homoseksuel. Terningens muligheder var mange til premieren, og langt de fleste vil for altid forblive hemmelige, men hver gang TERNINGEKVINDEN spiller, vil Lucia få uanede muligheder serveret, og det uventede vil ske. Men som Lucia selv formulerer det med et saligt smil: Mit potentiale er uendeligt.
Sammen med Johannes Lilleøre og Malin Rømer Brolin-Tani, er det Joachim Bach Rosendahl og Amalie Drud Abildgaard – begge studerende på scenekunstskolen DDSKS – der strålende udfylder rollerne i Sigrid Johannesens hamsterhjul, og i den geniale drejescenografi er det som at være vidne til en sæbeopera, der ryger helt af sporet.
Da jeg skulle tildele stjerner til TERNINGEKVINDEN, vaklede jeg lidt mellem 4 eller 5 stjerner, men i forestillingens ånd lod jeg terningerne vælge, og det blev en 5’er. Jacta est alea. Terningerne er kastet.
Foto: Daniel Buchwald