⭐⭐⭐⭐⭐
”Tænk, hvis det var sådan det var”
Historien om barndommen og forældrenes svigt – som det voksne barn husker det – er en klassisk fortælling om primadonnaers egoisme, og barnets uoprettelige kærlighedsunderskud og savn.
I et dobbelttydigt scenerum, hvor scenograf Maja Ravn har ladet filminstruktøren Ingmar Bergmanns kameraføring på skinner blive til en uendelig cirkel af vinkler på sandheden, bliver scenen indtaget af tre kvinder, der som far, mor og barn tilsammen skal fortælle historien om den forsømte barndom. Stine Schrøder Jensen er barnet Linn Ullmann, Hanne Windfeld er moderen Liv Ullmann, og Kirsten Olesen er ingen ringere end patriarken og kongen på øen, faderen Ingmar Bergman.
Stine Schrøder Jensen er som barnet Linn den drivende kraft i fortællingen, hvor hun i forsøget på at forstå, kæmper med at interviewe sin far før han helt mister hukommelsen og virkelighedssansen, mens den nordjyske Hanne Windfeld har en lidt mere beskuende rolle som moderen, den succesfulde skuespiller Liv Ullmann. Mens moderen smilende rejser verden rundt på store produktioner og fine hoteller, overlader hun datteren i utallige barnepigers varetægt, og da faderen ikke interesserer sig synderligt for Linn – der blot er et ud af Bergmans ni børn – er det ikke underligt at Linn føler der mangler noget. Det er et flot sammenspil, og både Stine Schrøder Jensen og Hanne Windfeld leverer gedigne præstationer.
Men den altoverskyggende skuespillerpræstation ligger hos Kirsten Olesen i rollen som Ingmar Bergman, hvor hvert et blink i øjet og svaj med hofterne, eller de knappe ord der sammenbidt bliver hvislet ud mellem tænderne, indikerer al den overlegenhed og patriarkalisme som den bestemte stjerneinstruktør stod for i hjemmet.
”At komme for sent, er praktisk talt kun lidt værre end at komme for tidligt”
Linn Ullmanns roman om sin opvækst, som det glemte barn blandt primadonnaerne Ingmar Bergmann og Liv Ullmann, er blevet fornemt dramatiseret af Karen-Maria Bille med kæmpe empati for barnet, og et sprog der passer til nutiden. Jeg har ikke læst Linn Ullmanns prisbelønnede roman, men det behøver man bestemt heller ikke, for at forstå det forsømte barns behov for at råbe op, for at forstå det voksne barns behov for at huske. Jeg er en stor fortaler for at se teaterforestillinger skabt på baggrund af romaner, uden at først at have læst romanen, og i tilfældet DE UROLIGE har jeg heller ikke fortrudt den tilgang. Al ære og respekt for de mange litterære mennesker der kaster sig over de skrevne værker som var det slik i en ubevogtet skuffe, og der findes bestemt også masser af god scenekunst hvor tilskueren får ekstra bonus, hvis de samtidigt kan relatere og sammenligne med det skrevne forlæg. Men som generel regel for scenekunst, mener jeg det bør kunne opleves a capella – uden nødvendig ledsagelse af et på forhånd læst værk.
Og ja, jeg er fuldt ud klar over at udtrykket a capella og navnet Peter Langdal i samme anmeldelse, lyder som om jeg har kigget for dybt i glasset, for hvis der er nogen der er vant til at lade alt og alle ledsage af mest mulig musik og ramasjang – så er det den farverige og højtråbende instruktør Peter Langdal, der på Det Kongelige Teater står for instruktionen af DE UROLIGE. Men for en gangs skyld har Langdal lagt bånd på sig selv og sin trang til det dekorative, og i stedet fundet de klassiske personinstruktionsdyder frem fra værktøjskassen, og med sikker hånd overladt historien om den forsømte barndom til de tre fornemt performende skuespilleres nåde. Det er klasse.
DE UROLIGE spiller på Mellemgulvet i Skuespilhuset 2/12 2021 – 5/3 2022, inklusive en intens turne i hele Danmark i januar og februar.
Foto: Karoline Lieberkind