DANNER // Teatergrad & Det Flydende Teater, i Dannerhuset

⭐⭐⭐⭐⭐

Kvinde, bryd ikke sammen. Bryd ud!

Genanmeldelse af forestillingen DANNER. Forestillingen som efter at have spillet på Furesøen med udsolgte både, spiller i en kort periode på Dannerhuset i København – huset som Grevinde Danner lod opføre under Frederik VII’s Stiftelse for fattige Fruentimmer af Arbejderklassen. Sceneblog var inviteret til premieren i de historiske omgivelser, ligesom HKH Kronprinsesse Mary valgte at være tilstede på dagen hvor Grevinde Danner – i form af skuespiller Lise Lauenblad – ser sit hus for første gang (Huset stod først færdigt året efter grevindens død i 1874).

Det Flydende Teaters DANNER, i regi af byrumsteatret Teatergrad, er en vild forestilling om Louise Rasmussen – pigen fra rendestenen, der med enorm viljestyrke og social indignation kæmper sig til tops i det danske samfund, og ender med at blive grevinde Danner – Kong Frederik VII’s hustru til venstre hånd.

Det er Lise Lauenblad der spiller Louise Rasmussen, og Rolf Hansen & Brian Hjulmann der ud over at spille diverse mindre karakterer, indtager rollerne som Frederik VII og Carl Berling. Og lad det være sagt med det samme; de er alle tre vidunderlige. Sammen med musikerne Marie Louise von Bülow og Karen Duelund Gustavino formidler de historien om misbrug og modstand forbilledligt.

Som man kan læse i den oprindelige Sceneblog anmeldelse, viste de allerede på Furesøen hvordan man på meget få m2 kan fortælle en vigtig historie, men nu hvor de spiller i selve det hus Grevinde Danner etablerede for arbejderklassens kvinder, får forestillingen et ekstra drys af autenticitet.

Alvorlige temaer forbliver sjove – men slet ikke på samme måde som på vandet. Og helt unikt bliver det, når man ved premieren kan opleve, ligesom i rigtig gamle dage, hvordan skuespillere får lov til at håne og latterliggøre hof og adel, mens kongelige griner med på første række.

Du har stjålet hans penge Louise, og det skal vi snart bevise. Du kaster ham fladt på den sorte muld, og fylder din lomme med guld.”

Der er en kolossal kraft og saft i forestillingens musikalske powerduo, Marie Louise von Bülow og Karen Duelund Gustavino, der i Dannerhuset optræder med ild i øjnene og husets ånd i hjertet, når de istemmer med den bittersøde sang til Louise. Ligesom de stærke kvinder der driver Danners Krisecenter, så emmer Line Mørkeby og Marie Louise von Bülows tekster af indignation og kampgejst, og det var vildt at se hvordan hele holdet på scenen var fuldt bevidste om både vigtigheden og historien for stedet de spillede på.

I Pelle Nordhøj Kanns fine instruktion, og med de originale store røde knytnæver fra 1979 malet på vinduerne, bliver DANNER i Dannerhuset løftet og intensiveret, og rent teatermæssigt må man bare komplimentere Teatergrad for at tage det sitespecifikke teater et niveau op.

Foto: Per Morten Abrahamsen

SE MERE