⭐⭐⭐
”Ingen mand skal gramse, på min lille lamse”
Da Roman Polanskis film The Fearless Vampire Killers, eller ”Vampyrernes nat” som den hed på dansk, kom frem i 1967, var det en udpræget komedie, med stænk af uhygge, creepiness og lidt bare baller. Og da jeg blev stor nok til at se den i 80’erne, var den allerede kult. Så at iscenesætte den tyske musical version af filmen, Tanz der Vampire (1997), i en dansk version i 2020, må siges at være lidt af et sats.
På Det Ny Teater har Daniel Bohr valgt at iscenesætte DANCE OF THE VAMPIRES i en traditionel opsætning, fuld af dans, sang, pjattede tekster og hugtænder badet i blod.
Historien er kort fortalt, at den gamle professor Abronsius og hans unge kejtede assistent Alfred er taget til Transsylvanien, for at bevise at vampyrer eksisterer. Her bliver de indlogeret på en lokal kro, hvor den overordentligt perplekse og i øvrigt meget dameglade krofatter Chagal tager overstrømmende imod dem. Chagal nægter ethvert kendskab til vampyrer eller slotte i nærheden, selvom alle på kroen er usædvanligt glade for hvidløg, og ingen tør gå ud om natten.
Krofatter Chagal har datteren Sarah, hvem Alfred straks forelsker sig i, men Sarah er – selvom hun åbenlyst gengælder følelserne for Alfred – åbenbart også stærkt tiltrukket af den mystiske Grev Krolock på det mørke slot i nærheden. Så fortællingens store spørgsmål er selvfølgelig hvem af de to – den flamboyante vampyr Grev Krolock eller den kejtede student Alfred – der får Sarah i enden. Jeg afslører intet her, men kan godt røbe at det ikke er en helt almindelig slutning.
Peter Jorde er i sit es og synger Grev Krolock med al sin magt og brynde, og vampyrens umættelige hungren efter frisk blod kan mærkes helt ned på bageste plyssæde. Den erfarne Jorde er helt perfekt som den farligt charmerende Grev Krolock. Og hans modstykke, den uskyldsrene og simple Sarah, synges ligeledes flot af Monica Isa Andersen, der modtog en Reumert-talentpris i 2019 for hendes præstation i DEN EVIGE ILD. Specielt i anden akt synger Monica Isa Andersen sig helt op, og i åbningsscenen på grevens slot viser hun sit store musicaltalent blandt de hvidklædte statuer.
På den mere lystige front skiller Jesper Asholt sig ud som krofatter Chagal. Asholts karakter minder mest om Ole Søltofts karakterer i Sengekantsfilmene fra 70’erne, med kække ordspil som ”Ingen mand skal gramse, på min lille lamse”, og han svinger og synger sig igennem aftenen med begge hænder solidt plantet på baller, bryster eller lår hos Julie Steinckes ellers velsyngende tjenestepige Magda. Morsomt ja, bevares, men som sagt – måske nok lidt for traditionel, ud dateret humor.
Det Ny Teater har givet os adskillige store og flot iscenesatte forestillinger, så forventningerne er selvfølgelig altid kæmpestore når der er premiere i den gamle sal. Men selv om der er flere flotte individuelle præstationer, så mangler der desværre noget denne gang. Historien er for tynd, og tilgangen lidt for traditionel.
Men Jorde, Andersen, Asholt og Steincke – de kan dæleme noget på en scene.
Foto: Miklos Szabo