Opbyggelig morgenmad på Strandlodsvej, hvor Hotel Pro Forma and Karen Toftegaard ApS afholdt endnu en omgang fantastisk branche kaffe. Denne gang var det Rikke Hedeager, tidl. Eventministeriet på Det Kgl Teater, samt den vilde scenografduo Torden & Lynild (Sigrid Bennike & Sebastian David Tingkær), der med udgangspunkt i Jokum Rohdes gyser AMANDAVÆRELSET holdt talk.
AMANDAVÆRELSET blev afviklet på Det Kongelige Teaters tidligere Scenografiske Værksteder på Refshaleøen, og var en kæmpe bedrift – både fordi hele setup’et var en labyrintisk scenografi hvor tilskuerne (iført masker) gik rundt i forestillingen, men også fordi man ikke ”bare” kan stable sådan en megasnørklet forestilling op uden et kæmpe budget – på no time. Hvilket Rikke Hedeager og Torden & Lynild ikke desto mindre gjorde!
Forestillingen med Morten Burian som hovedkarakter kan fortælles kort som “Forhenværende drabskommissær Joseph Hallu er på besøg i Maurice Strafingers teater. Men alt er ikke, som det skal være. En fra publikum kaster blod op, en anden skriger i rædsel ved synet af den rene luft og skyder sig. To døde can-can piger danser til lyden af et fjernt blæverorgel”
På Cph Breakfast fortalte den tidligere eventmester Hedeager om hele processen, og om hvordan hun – ud over de almindelige ”kedelige” producentrelaterede opgaver som f.eks. funding – måtte kravle rundt på sirligt opstablede bunker i de store scenografiske værksteders lagerrum af gamle remedier fra tidligere forestillinger, for at finde frem til det helt rigtige gamle stykke tæppe el.lign., der liiiiige passede ind i Torden & Lynilds creepy kriminalgåde af en forestilling. (Det var sgu en bæredygtig forestilling før det ord kom på mode)
Og om hvordan hele forestillingen kun kunne lade sig gøre, fordi der på det store teater herskede en stemning af løssluppen – men stadig top professionel – vilje til at hjælpe, når der lige var plads. På samme måde var Sigrid Bennike og Sebastian David Tingkær overrasket over hvordan det alligevel lykkedes, når der stadig blev lagt sidste penselstrøg i kulissen, mens de første publikummer stod og fik masker og store blotter-lignende overfrakker på. (Det sidste var nu nok meget godt – som jeg husker det, var der hammerkoldt i de store haller)
Torden & Lynild var i arbejdet meget inspireret af et tidligere møde med det lille gamle Tivoli Friheden i Aarhus, og deres Spøge Else univers – så der manglede sådan set bare en story. Det var så her dramatiker Jokum Rohde kom ind i processen, og med Rikke Hedeager Matthiesen som den altomfavnende eventmester, var den efterhånden legendariske forestilling AMANDAVÆRELSET en realitet.
Rikke Hedeager er nu landet som Chefdramaturg og revolverkurator på Østerbro Teater, og Torden & Lynild har adskillige spændende projekter i støbeskeen – lige for tiden har de bl.a. kreeret det smukke total-teaterrum i Babettes Gæstebud på Republique.
Cph Breakfast konceptet er en super fed idé, og jeg håber at Karen Toftegaard og Hotel Pro Forma fortsætter med at invitere, inspirere og berige branchen med deres opbyggelige breakfasts.
Tak for kaffe.
fotos fra dagen: Casper Koeller, Sceneblog