PORNO // Teater Momentum vol. 12

⭐⭐⭐

“Vi knepper nok ikke foran jer…”  

Sådan sagde Anna Malzer allerede tidligt i forløbet, da SKRIVEKOLLEKTIVET i september afholdt reading på deres tekstsamling af pornorelaterede emner – lige fra erotiske historier, over realisme om mindreværd, til nøgterne fortællinger om fetichisme. Og på Momentums Facebook profil for forestillingen, har interessen før showet udløst ikke mindre end 12.337 interesserede likes. Godt nok de fleste fra Sydamerika og lign., men alligevel – porno er interessant.

Men når man vil arbejde med et emne som porno, så er man nødt til at tage stilling – nødt til at vælge retning – nødt til at turde satse sig selv, og sætte de involveredes røv lidt i klaskehøjde, ikke bare bogstaveligt talt, men ved at udfordre både spillere på scenen, og publikum i salen.

Og det synes jeg desværre ikke sker i Anna Malzers PORNO på Momentum

I Ditlev Brinths swimmingpool-inspirerede scenografi, sidder publikum øverst i en krans om den rektangulære scene, hvor de fem skuespillere bevæger sig op og ned ad trinnene i PORNO opbygningen. Som gæst på Momentum kan man desuden tilvælge en julefrokostmenu, og således indtage smørrebrød og snaps før forestillingen, siddende omkring scenografien. Om det er godt eller spændende skal jeg ikke bedømme, det tilvalg tog jeg ikke da jeg var til premieren på PORNO, men måske er det faktisk en god idé, med en kølig snaps og en lun ledsager.

Men forestillingen havde jeg glædet mig til! Skrivekollektivet som står bag teksten – eller rettere, de mange enkeltstående tekster – gav som sagt en reading på det foreløbige materiale for en måneds tid siden, og jeg vidste derfor at der var masser af godt materiale blandt teksterne. Men et stort udvalg af forskellige tekster, giver ikke nogen forestilling i sig selv. Jeg var overbevist om at Anna Malzer ville have luget ud i mængden af tekster, og retningsbestemt forestillingen, så der ville være en klar mening med tematikken. Men den savnes desværre.

PORNO er blevet en revy med rigtig mange forskellige indslag, alle relaterede til porno, hvor adskillige også var morsomme. Men jeg fandt ingen fælles idé med tematikken, og ingen fælles retning, hvilket desværre fik forestillingen til at virke fragmentarisk og lidt usammenhængende.

Der er dog bestemt gode ting i revyen. Et nummer med ”ting jeg aldrig gør – og ting jeg gør”, er helt klart godt tænkt, og Amira Jasmina Jensen leverer en aldeles morsom og stringent præcisering af porno udtryk og situationer, der er helt ude i hampen, og kun kan finde sted i en porno forfatters hjerne. Klart budskab, morsomt nummer, og skøn performance af Amira Jasmina Jensen.

”Misforstå mig ikke, jeg er både til tysk og græsk – det ville bare være rart, hvis porno også var på dansk”

Morsom er også en porno scene, hvor et meget atletisk par (Sebastian Aagaard-Williams og danseren Camilla Schnack Tellefsen) dyrker ”perfekt” koreograferet sex, hvilket et efterfølgende almindeligt par selvfølgelig slet ikke kan gennemføre. Et fint lille koreograferet nummer, hvor sexfantasier og virkelighed mødes.

Og morsomt er bestemt også onaninumrene, hvor Simon Kongsteds hænder i et nummer ”spiller” på en plasticguitar i skødet på en stående Mohamed Ali Osman – som så i næste nummer trøster en utrøstelig Sebastian Aagaard-Williams, ved at ”hive ham i trompeten” – en knaldgul legetøjstrompet af plastik.

Så det er ikke fordi der ikke er gode numre med i Momentums julefrokostrevy, det er der bestemt – det er bare lidt for løst hængende kugler der glimter i juletræets glans.

Foto: Bobby Mandrup

SE MERE