CARRYING A DREAM // Dansk Danseteater på Gamle Scene, Det Kongelige Teater

⭐⭐⭐⭐

Sublime Tim Rushton leverer pletskud med mening.

”Today is the day”

Malala, der som 14 årig blev skudt af Taleban for at sige sin mening og kræve sin ret til uddannelse, taler over højtalerne på Det Kongelige Teaters Gamle Scene, hvor Dansk Danseteater er på besøg, og lader sit fremragende ensemble danse hver en mening ud på dansevinylet.

Efter en menneskealder som leder af Dansk Danseteater, har koreografen Tim Rushton fået frie hænder til at sige hvad han vil, og det gør han med store bogstaver i CARRYING A DREAM, hvor han med sædvanlig akkuratesse rammer plet i hvert et trin, i hver en bevægelse han har sat i scene, som svar på de drømme om en bedre verden som vi alle tror og håber på.

Martin Luther King, Eleanor Roosevelt, og pakistanske Malala Yousafzai, er blot nogle af de store tænkere, hvis ord og drømme bliver afspillet i Tim Rushtons smukke danseforestilling, hvor inciterende tangotoner og musik fra både Elton John og Nina Simone bliver blandet med bl.a. pianoimprovisationer af Nikolaj Hess.

Dansk Danseteater har et fremragende ensemble, og forestillingen CARRYING A DREAM er endnu et bevis på hvor vigtigt det er at have et fast og dedikeret ensemble, der sammen giver alt, og hver især ofrer sig for helheden. Jeg må dog lige fremhæve Alessandro Sousa Pereira, der med sin naturlige autoritet og overlegne teknik skaber nogle af de stærkeste billeder i forestillingen, samt Jessica Lyall, der med sin spinkle elegance næsten gør ondt at se på, når hun fortolker flugt og menneskelig fornedrelse.

Rikke Juellunds stiliserede blågrå tøj i 30’er stil er et underspillet scoop, og hvad enten scenen er fuld af krigstableauer, hektiske menneskestrømme på en banegård, eller et enkelt par i hed omfavnelse, skaber Juellund, med sin sikre fornemmelse for kommunikation med publikum, et scenebillede der understreger danserne og Tim Ruhstons koreografi.

CARRYING A DREAM havde på premiereaftenen lokket mange hundrede unge ind på Gamle Scene, og jeg er overbevist om, at netop kombinationen af Tim Rushtons unikke koreografi, og hans meningers mod, fortsat vil trække et stort og ungt publikum i salen. Og de vil ikke blive skuffede.

Foto: Raphael Frisenvænge Solholm

SE MERE