⭐⭐⭐⭐⭐
Hvem kigger på hvem?
Der er en kæmpe glasrude mellem scenen og publikum, og når Jeanett Albeck kigger ud på os igennem ruden med store Suzanne Brøgger øjne, så er det som om det er os der er til skue.
”Jeg vil ha’ det hele”
”Jeg vil være i livets midte, jeg vil ikke nippe til noget”
Jeanett Albeck er i sit es når hun går amok med sin fodpedal, og ingen skal fortælle den eminent dygtige musiker hvor hun skal sætte sin gummistøvle. Hendes elektriske riffs gløder om kap med de røde læber, og i fortolkningen af Suzanne Brøggers tekster kommer Albeck faretruende nær på virkeligheden – den virkelighed Brøgger har givet verden i sin omfangsrige litteraturproduktion. Albeck præsenterer og fortolker primært tekster fra begyndelsen af Brøggers forfatterskab, og da Suzanne Brøgger jo langtfra er færdig med at skrive, er det yderst passende. Brøgger er spillevende, og det sidste kapitel i den dagsordenssættende superkvindes liv er ikke skrevet endnu.
I BRØGGER er Albecks scenekarakter formet af instruktør Liv Helms ukuelige trang til oprør, og når man ved hvordan Jeanett Albeck også altid har kæmpet for en bedre verden, så kan man regne ud at det er en potent drink vi får serveret på Republiques Revolver.
Jeanett Albeck er alene på scenen, men hun fylder det hele ud med sin musikalitet og scenekarisma, både når hun med fornemmelse for Brøggers liv beretter om forholdet til moderen, der ikke var som andre mødre, og når hun viser Brøggers lidenskabelige lyst på livet.
”I flere timer lå vi på stengulvet, og det føltes som fløjl”
Udvælgelsen og bearbejdelsen af Suzanne Brøggers tekster er gennemtænkt og smukt udført af Albeck, Helm og dramaturg Sanna Albjørk, og vægten er lagt på det ungdommelige og lidenskabelige, tiden der lagde grunden til Brøggers store produktion. Med er både teksten om den meget unge Brøggers seksuelle debut, hvor hun lidt naivt fortæller om den erfarne, gifte franskmand der tog hende på stengulvet, og den barske historie om de politiovergreb og -voldtægter Brøgger blev udsat for på en rejse i Sovjet-asien. Leveret af Jeanett Albeck som en 9-akters fortælling med lystige toner, store smil og catchy refræn. For til sidst, som krølle på historien, at fortælle om udskamningen i Danmark, da Brøgger fortalte om overgrebene.
I Freya Sif Hestnes’ hvide scenografi virker Albeck som et smukt arrangeret kunstværk på et galleri, hvor legen med af- og påklædning, samt farver og musik kun understøtter hendes budskab om Brøggers glubende appetit på livet. Og fortællingen om livsglæden og udfordringerne fortsætter, når Albeck synger om kvinderoller, iført høje hvide lakstøvler og Nancy Sinatra moves.
”Alt hvad der løfter mig op, det slikker jeg på. Alt hvad der dykker mig ned, det skider jeg på”
Gummistøvler og læbestift – Brøgger, Albeck og Helm skyder fra hoften på Revolver.
Foto: Sara Galbiati