Udenfor kategori.
Der er ingen tvivl om at Tina Tarpgaard i mange år har stået bag nogle af de mest banebrydende tværæstetiske samarbejder i hendes performances, og at Recoil Performance Group har udviklet koreografisk scenekunst i sin helt egen kategori. Det er således ikke bare svært, men heller ikke rimeligt at sammenligne Recoils virtuelle performance AS I COLLAPSE – ONLINE LIVE INSTALLATION med andre koreografiske værker, da det ret og slet befinder sig i boksen: Udenfor kategori.
Tina Tarpgaard har gentænkt forestillingen AS I COLLAPSE fra 2017, hvor mødet mellem mennesket og andre levende væsener er centralt, og splittet idéen op i tre, hvoraf kun det første kapitel reelt er en fysisk performance. Det er efterfulgt af to publikumsinvolverende kapitler, først en guidet meditations-session, og til sidst en udførligt instrueret øvelse, der går ud på at passe nogle udleverede alger.
Hvor den visuelt meget dragende performance AS I COLLAPSE fra 2017 var mere traditionelt fysisk koreografi på en scene, og dermed – i mine øjne – mere tilgængelig, kræver 2020 online installationen AS I COLLAPSE betydeligt mere af sit publikum. Det er bestemt ikke forkert – det er et af grebene der gør at vi bliver udfordret i vores kunstsyn – men det gør heller ikke Recoils performance specielt inkluderende i forhold til et bredere publikum, hvilket jeg nu heller ikke tror står højest på Tina Tarpgaards ønskeliste.
Til værket medfølger en 10 minutters introduktion, hvor vi får tankerne bag den tværæstetiske performance uddybet, og begrundelsen for at den selvlysende alge Pyrocystis Fusiformis spiller en hovedrolle. Den mikroskopiske alge der lyser op i vandet, når millioner af dem bevæger sig som bølger gennem verdenshavene, i en grad så det rent faktisk kan ses fra himmelen. Forståelsen mellem mennesket og andre levende – men meget anderledes – væsener, er udgangspunktet i installationen. Og da jeg fik invitationen til at overvære værket, fik jeg også overleveret en lille tyk konvolut med vand og alger der skulle passes og plejes, til man formåede at få de små væsener til at lyse i mørket. Og vandet, det er netop bindeleddet i Recoils performance.
“I’m a dry body, I dry out the world.”
Danseren Nelly Zagora er performeren der indtager min skærm, og siddende fortæller om relationen mellem menneske, vand og alger – mens hun sprøjter vand på sin krop og reflekterer over vores tørre hud. Fin fortælling, effektiv udnyttelse af kameraernes muligheder for at bringe os helt tæt på huden, og god kontakt til publikum bag skærmene. Men alligevel savner jeg bevægelse, jeg savner følelser, og med Nelly Zagoras uddannelse på Ballettakademien i Stockholm in mente, savner jeg nok også selve dansen. Men den eneste dans der er i Tarpgaards værk, er i tanken om de uendelige strømme af smukke lysende alger i verdenshavene.
Efter Nelly Zagora har hilst farvel til publikum, og skålet i et glas vand, er det så meningen at man skal lade sig guide gennem en meditation, hvor en udleveret lydfil vil være universet du befinder dig i. Hvis man er vant til at meditere, er det helt sikkert et fint indslag, men hvis man omvendt ikke er, så er det en udfordring af de større.
Til gengæld er online installationen AS I COLLAPSEs sidste del – hvor man selv skal passe og pleje sine udleverede alger – bestemt en oplevelse der vil blive husket af alle. Og en fin påmindelse om at verden er større end bare Homo Sapiens.
”Lick my tears. People flock around me, in an attempt to make me fluid again”
Alt i alt er Recoil Performance Groups tværæstetiske installation et værdigt forsøg på at formidle det uforståelige, et værk der stiller store krav til sit publikum, men også et værk der kompromisløst insisterer på sammenhængen blandt alle levende væsener, i en alt for selvfed verden.
Foto/skærmbilleder: Casper Koeller, Sceneblog