⭐⭐⭐⭐⭐
Grusom, smuk og vedkommende.
Alban Bergs opera WOZZECK er i Christophe Coppens’ iscenesættelse på La Monnaie både grusom, smuk og vedkommende, og som PTSD-ramt veteran i nutiden kommer Alban Bergs stakkels soldat tættere på end nogensinde.
For med sin store palet af stærke farver lægger Christophe Coppens ikke skjul på sine holdninger, og med et sangercast der rent faktisk også kan spille skuespil, får Alban Bergs ekspressionistiske musik maksimal virkning under chefdirigent Alain Altinoglus kyndige ledelse. Om det så er en tolvtone, en vuggevise, eller tonerne fra en militærmarch – når pragtfulde sangere som Scott Hendricks, Jennifer Holloway og Matthias Wohlbrecht ikke bare synger guddommeligt, men også spiller deres karakterer med hele kroppen – så går det hele op i en højere enhed, og vi tror på dramaet.
Den tragiske fortælling om soldaten Wozzeck, der ydmyges, mobbes, og bliver gjort til grin af alle omkring sig, for til sidst at tage livet af både sin kæreste og sig selv, er et billede af virkeligheden vi ikke så ofte præsenteres for. Men da den østrigske komponist Alban Berg i 1914 oplevede skuespillet Woyzeck af den tyske forfatter Georg Büchner, måtte Berg bare skrive operaen WOZZECK, der siden er blevet spillet verden over.
Vi har altså med en opera at gøre, der ikke kun bunder i social anklage og kritik af samfundet, men også stiller eksistentielle spørgsmål, i stedet for at pege fingre ad soldaten, der ender med både at slå sit barns moder ihjel og tage sit eget liv.
Og når en iscenesætter som Christophe Coppens, med både designer- og instruktørbaggrund, tager livtag med WOZZECK på La Monnaie i Bruxelles, så er resultatet ikke overraskende både voluminøst og præcist præsenteret. Først og fremmest voluminøst i sin samtidsscenografi, hvor krigsmuseet, hvor Franz Wozzeck som PTSD-ramt veteran nu arbejder i et skånejob, omfavner hele historien ved sin monumentale tilstedeværelse.
Og mens museet altid er der, så lader Coppens mange af de enkelte scener udspille sig i udstillingsmontrer, der køres ind på scenen, hvor Wozzeck så kan træde ind og spille sin rolle – både rent fysisk, og i overført betydning. Fortællingen får således et ekstra lag, hvor tanker og handlinger brydes, og publikum får mulighed for at indkredse og stille skarpt på historiens mange dilemmaer.
Men selv om Christophe Coppens i sin iscenesættelse stiller skarpt på skuespillet og dramaet i de mange intense scener i de små montrer, så mangler WOZZECK på La Monnaie dog på ingen måde storladenhed.
For når Coppens med 1. verdenskrig i baghovedet lader lig dumpe ned fra himlen, og lader den ydmygede soldat synge sine trængsler ud fra toppen af et bjerg af døde kroppe, mens hans barns mor Marie danser alt for tæt med den flotte tamburmajor, så mærker hele salen på La Monnaie al den ydmygelse og fornedrelse som Franz Wozzeck føler – og som fører til hans endeligt. En scene og et forløb, som Alain Altinoglu med La Monnaies symfoniorkester og kor løfter til uanede højder med Alban Bergs atonale, ekspressive og storladne musik.
Der er således ingen gode grunde til ikke straks at pakke kufferten og dit fineste sjal, og hastigt suse til Bruxelles hvor operahuset La Monnaie venter.
Operaen WOZZECK spiller på La Monnaie i Bruxelles d. 8. – 22. oktober, 2026.
Foto Simon Van Rompay