Anmeldelse: HAR DØDEN TAGET NOGET FRA DIG SÅ GIV DET TILBAGE // Husets Teater

⭐⭐⭐⭐⭐

Jeg trækker vejret sammen med dig.

Hans krop trækker vejret for to personer med sine kraftfulde bevægelser, mens hendes krop hænger apatisk på et afsides sted midt på scenen.

Danseren Oliver Marcus Starpov og skuespilleren Christine Albeck Børge lægger krop og sind til den meget fysiske og sanselige fortolkning af Naja Marie Aidts smertefyldte bog, også kaldet Carls bog, og Naja Marie Aidts ord har aldrig stået klarere i fysisk form.

Det er Amanda Linnea Ginman der i samarbejde med Oliver Marcus Starpov står for instruktionen af HAR DØDEN TAGET NOGET FRA DIG SÅ GIV DET TILBAGE – på samme måde som Ginman i 2022 samarbejdede med koreografen Sebastian Kloborg på den Reumert vindende MØRKT FORÅR på Betty Nansen Teatret. Og med komponisten Matilde Böchers fantastiske lyddesign og toner til at rammesætte den koreografiske fortolkning, kan man kun bifalde Ginman og Starpovs tværdisciplinære tilgang på Husets Teater, for i deres fortolkning af det ulykkelige, det uforklarlige og det ubærlige, er det som om man oplever Aidts ord for første gang.

Christine Albeck Børge er moderen. Foto Camilla Winther

Jeg kan sige om dig, at der var en sanselig varme i dig.

Christine Albeck Børges koncentrerede, stille og mørke Butoh udtryk står i kontrast til de små, men vigtige ord om livsglæde der trods alt er i Aidts fragmenterede ordbillede. Men omvendt, så er det netop Christine Albeck Børges stærke krop der både kan rumme og stå imod de mange brudstykker af ord og talte tanker om sønnen Carls tragiske død.

Og når Oliver Marcus Starpovs levende krop samtidig bliver billedet på både Carls lykkelige liv, den livgivende vejrtrækning, på smerten og på hallucinationer om at kunne flyve, samt døden når den indtræffer, så får vi hele romanens komplekse tankemylder serveret så direkte at det næsten gør ondt.

Oliver Marcus Starpov er sønnen. Foto Camilla Winther

Han er død.

Hvad er det du siger?

Han er død.

På Husets Teater er der ikke mulighed for at lægge romanen til side for lige at trække vejret, blinke med øjnene, eller kigge ud ad vinduet og forvisse sig om at verden stadig er fuld af liv. For den gennemkoreograferede iscenesættelse af Naja Marie Aidts bog HAR DØDEN TAGET NOGET FRA DIG SÅ GIV DET TILBAGE er en her og nu oplevelse der tager pusten fra dig, og taler til dig i et sprog der ikke kan undgå at ramme dig dybt.

Forestillingen HAR DØDEN TAGET NOGET FRA DIG SÅ GIV DET TILBAGE spiller på Husets Teater d. 7. – 28. november, 2026.

Foto Camilla Winther

SE MERE HER OM HAR DØDEN TAGET NOGET FRA DIG SÅ GIV DET TILBAGE PÅ HUSETS TEATER