Anmeldelse: WHITEOUT // Aviaja Dance Company, Dansehallerne, Nunatta Isiginnaartitsisarfia/Grønlands Nationalteater og Nordens Hus på Færøerne.

⭐⭐⭐⭐

Bevægelsesløst kæmper hun sig gennem det hvide landskab.

Den grønlandsk-danske koreograf Sarah Aviaja Hammeken viser med WHITEOUT endnu engang sin utrolige evne til at forstå den verden vi lever i, og formidle den i et koreografisk sprog der slår benene væk under dig. I et poetisk lydunivers komponeret af Gerth Lyberth, og en farligt forførende uendelighedsscenografi af Brian Cord’homme, der med røg og lys får gulvet til at forsvinde under danserne, beskriver Sarah Aviaja Hammeken de følelser der overvælder mennesket der bliver fanget i en snestorm, og mister fornemmelsen af tid og sted. Det kaldes WHITEOUT.

Med de fire dansere Amanda Rubio Sánchez, Elias Khanamidi, Eydís Rose Vilmundardóttir og Márton Debreczenyi på gulvet, sætter Hammeken krop og ansigt på fornemmelsen af den opståede magtesløshed, og den desperation som uundgåeligt må opstå, når naturen spiller med musklerne, og understreger hvor lille og undseelig et menneske egentlig er, i forhold til den verden vi bebor.

Amanda Rubio Sánchez, Elias Khanamidi og Márton Debreczenyi.

Den menneskelige natur byder os at kæmpe imod, men når stormen i det hvide landskab ubønhørligt pisker dig i ansigtet, og du ikke længere ved hvad der er øst eller vest, nord eller syd, er det snarere hjælpeløshed der er udslagsgivende. Og selv trygge rammer som fællesskab – i WHITEOUT afbilledet som fælles løb og bevægelser – bliver udfordret af behovet for at bryde ud og forsøge sig på egen hånd. Det er måske nok ikke det smarteste hvis du er fanget i en snestorm, men i Hammekens koreografi gør det danserne til individer, til mennesker frem for dyr.

Eydís Rose Vilmundardóttir.

Komponisten Gerth Lyberth giver både hjerteslag, åndedræt og den hylende vind plads i sit lyddesign, men skaber alligevel den tryghed i fortællingen, som man som publikum har brug for i WHITEOUT. For Sarah Aviaja Hammekens drama, der med Siri Paulsen som dramaturgisk konsulent har både spænding og forløsning intakt, er en fortælling om naturens kræfter, samt menneskets følelser og magtesløshed. Og helt uden at drage paralleller til den nuværende verdenspolitiske situation, så må Hammekens koreografiske kortlægning af menneskets møde med Grønlands indlandsis, betegnes som et uendeligt smukt værk.

Aviaja Dance Companys WHITEOUT er en co-produktion mellem Dansehallerne, Nunatta Isiginnaartitsisarfia/Grønlands Nationalteater og Nordens Hus på Færøerne, og opføres først i Dansehallerne i København d. 4.-8. februar, for derefter at fortsætte turnéen i Grønland og på Færøerne.

Foto: Ena Kurtagic Granulo

SE MERE HER OM WHITEOUT & AVIAJA DANCE

DANSEHALLERNE