⭐⭐⭐⭐
RAGNARYG.
Da Anton Hjejle flexede sine rygmuskler gik der et gys gennem publikum, for sjældent har vi set den muskuløse skuespiller inkarnere djævelskab så intenst. Men det var præcis de vinger – hans lattisimus dorsi – der skulle flexes for at illudere det dødsengelagtige uvæsen som visen omhandlede. Og det indkapsler faktisk meget godt hvad forestillingen FOLKEVISER er – en nutidigt turneret perlerække af gamle folkeviser, der enten i tekst, sind, eller med små fortællinger på scenen bliver genfortalt af musiker Line Felding, samt de fire skuespillere Nicolas Bro, Marie Dalsgaard, Kitt Maiken Mortensen og Anton Hjejle – med krop og sjæl.
Viserne bliver genfortolket med lige dele kolde gys og hed lidenskab, og med scenograf Ida Grarups store eye in the sky, hvor pupillen holder øje med hvad der sker på jorden, samt med Line Feldings poetiske kompositioner, sørger kunstnerfællesskabet Betty Udvikler for en både underholdende og modsætningsfyldt teaterkoncert på Edison.

Solveig Gade og Elisa Kragerup har bearbejdet de gamle viser med kløgt, og naturens store indflydelse på datidens viser overgås kun af nutidens gryende respekt for samme. For hvor andet end i eventyr og folkeviser accepterer man sammenblandingen mellem naturen og mennesket, og hvornår har menneskeheden været mere parat end i dag, til at acceptere at vi ikke overlever som art hvis vi ikke lever i harmoni med naturen og den klode vi bebor. Så en vise som Agnete og Havmanden er måske alligevel ikke så langt ude, som vi engang troede. I hvert fald bliver visen smukt turneret på Edison, hvor det gode ensemble næsten svømmer rundt i poesi, toner og lidenskab.
FOLKEVISER spiller på Betty Nansen Teatrets anneksscene Edison, fra d. 1. februar til d. 8. marts, 2025.
Foto: Camilla Winther
Red.: udtrykket RAGNARYG stammer ifølge legenden fra en af de vise troldeunger på nordfjeldet – hende der skulle blive genfødt som stjerne.