⭐⭐⭐⭐
Jeg flækker Gud med et jernbat.
Der bliver gået til stålet fra start af i Frederik Timms dramatikerdebut, hvor lige dele socialrealisme, street talk og gakket koreografi indtager pladsen i Timms verden af lyserødt plastik og sorte skejser.
Frederik Timm går stadig på de sidste år af dramatikeruddannelsen på Teaterhögskolan i Malmö, men præsenterer allerede nu sin debut sammen med Mungo Park og Sydhavn Teater, hvor han er ved at afslutte sin praktikperiode. Og i denne quick’n’dirty forestilling med kun tre ugers prøvetid, er det skuespillere fra begge teatre der er med i TURBO, en gadedreng af en forestilling instrueret af Mille Marie Dalsgaard.
Han kan bare pikke fuldstændig af.
Forestillingen TURBO, som har premiere på Forbrændingen i Albertslund, fortsætter i Sydhavnen, for til sidst at afslutte med visninger i Høje Gladsaxe i Nordvest, er som designet til et nyt publikum, men kan i høj grad også anbefales til vante teatergængere, der bare er det mindste interesseret i sin samtid.
For TURBO handler ikke bare om at spille sej som voksen, det er også fortællingen om en mand hvis identitet som alfahan bliver hevet væk under ham, da han får en diagnose som ændrer alt.
Turbo, knivskarpt spillet af Alexander Mayah Larsen, er leader of the pack, og hans to venner Svampen og Pelikanen, spillet med både empati og humor af h.h.v. Søren Birch Plum og Malik Grosos, er ikke kun skæve og fulde, de er også opsatte på at blive noget i træningslokalet, og det skal helst gå hurtigt. Og det går kun hurtigt nok – efter Pelikanens mening – med et skud Vækst til af pifte ekstra guf i de tynde arme. Og endelig er der Sally, spillet spot on af Maria Carmen Lindegaard, der ligger derhjemme på luksusluftmadrassen og venter Turbos barn.
Bror, det venteværelse var det klammeste.
Det er i den verden Turbo får sin diagnose på hospitalet, der slår al luft ud af ham – han er ramt af en uhelbredelig sygdom der langsomt svækker hans muskler. Måske er det Sclerose, måske noget andet, men det er helt sikkert en autoimmun neuromuskulær sygdom, som det hedder på lægesprog, og Turbos hjerne brænder helt sammen i de mange tanker han gør sig, over en fuldstændig uoverskuelig fremtid.
Forholdet til vennerne, identitetstabet, og ikke mindst tanken om at skulle fortælle det til sin gravide Sally, får Frederik Timm flot rundet i et gadesprog der både er fortællende og farverigt. Og selv i de mest alvorlige scener, hvor Turbo som forsvarsmekanisme støder Sally fra sig, er den debuterende dramatiker fast i kødet og beholder sagligheden, i en forestilling der i de første 45 minutter ellers byder på en overflod af gakket koreografi og grineren optrin.
Mit barns liv skal ikke ødelægges af en svag far.
Min 18årige ledsager var lige som jeg både flad af grin under forestillingen, og bagefter eftertænksom med den alvorlige mine på. For historien om Turbo der tror verden går under, fordi man måske skal bruge kørestol, er en forestilling der rykker.
TURBO spiller på Forbrændingen 14.-16/2, i Sydhavnen d. 17.- 23/2, og i Høje Gladsaxe d. 24.-25/2
Foto: Rumle Skafte