⭐⭐⭐⭐
Skønt gakket show i Glassalen med veldrejet dinnerband fra 60’erne kaldte på G&T’s i pausen.
Tivolirevyen 2025 er i hænderne på Linda P bestemt ikke en revy som de plejer at være. Men hvem havde dog også forventet det. Ikke jeg, og helt sikkert heller ikke Tivoli der disse år er i gang med en større omvæltning, hvor satsningen med bl.a. at hyre komikeren Linda P som kreativ chef for den genopstandne Tivolirevy, er ved at finde sine ben. På den gode måde.
Tivolirevyen 2025 åbner showet med en forsigtig entré, hvor Thomas Warberg, Kurt Ravn og Linda P lige stikker hovedet frem fra bagscenen, og minder den fyldte glassal om hvor de kommer fra, med de numre de hver især sidst har optrådt med. Hvilket selvfølgelig er to jokes fra Warberg og P – men en julesang fra Kurt Ravn, der både som nestor og med sin klassiske sang- og skuespillerkarriere skiller sig markant ud fra de to andre.

Men schwamm darüber – med professionel skarphed er de umage kunstnere tilsammen en trio der fylder salen med gakket komik, og da den pragtfulde sangerinde Xenia Lach-Nielsen er hentet ind som frontfigur for kapelmester Mathias Groves fremragende dinnerband – der er transmogriffet direkte fra 60’erne og ind i Glassalen år 2025 – er Tivolirevyen 2025 faktisk blevet et show som vi nød i fulde drag.
Ikke mindst fordi Linda P meget klogt – ulig andre tidligere revydronninger – har sat en instruktør på forestillingen, der kan holde styr på de meget selvstændigt tænkende kunstnere på scenen, inklusive P selv. Det er musicalinstruktøren Mads M. Nielsen, der ud over sine store succeser som instruktør af musicals, også kan skrive danmarksmester i stand-up comedy på cv’et (han vandt i 1993 DM i stand-up-comedy foran Anders Matthesen) – så Linda P har sikret sig, at selv en stjerne som Thomas Warberg lytter efter når instruktøren taler.
Tivolirevyen 2025 er derfor under Linda P’s kreative ledelse blevet en skøn blanding af både ny og gammeldags komik, samt et overraskende godt match mellem gøgl og musik, med Xenia Lach-Nielsen i en yderst fremtrædende rolle.

For musikken og de klassiske sange fra 60’erne er med Xenia Lach-Nielsens karisma og fuldtonede jazzstemme blevet en overordentlig stor del af showet i Glassalen – faktisk så stor, at Sceneblogs udsendte følte sig foranlediget til at investere i et par kolde G&T’s fra baren i pausen – et valg der kan anbefales. For det er virkeligt et dinnerband man oplever i Glassalen i år.
TIVOLIREVYEN 2025 spiller i Glassalen i Tivoli fra d. 5. juni til d. 13. juli, 2025.
Foto: Camilla Winther
SE MERE HER OM TIVOLIREVYEN 2025 I GLASSALEN
OG HVIS I SKAL SPISE FØR TIVOLIREVYEN – SÅ TJEK ANMELDELSEN AF KILDEN I HAVEN HER